Information om behandling af modtagne personlige oplysninger om dig i Region Sjælland
Ifølge loven om behandling af personoplysninger, "Persondataloven", har den ansatte ret til at blive orienteret om indsamling og enhver anden form for håndtering af oplysninger om den ansatte.
Oplysningerne gives til alle, der modtager en udbetaling over Region Sjællands lønsystem, for eksempel løn, men også pension eller lommepenge.
Hvor kommer oplysningerne fra?
Oplysningerne vil fortrinsvis være indsamlet hos dig selv, men kan også være indsamlet hos - eller modtaget fra - andre, for eksempel skattevæsenet, folkeregisteret eller din læge. Det sidste for så vidt angår varighed af en eventuel sygdom.
Hvad bruger Region Sjælland oplysningerne til?
Oplysningerne bruger vi for eksempel til at udbetale dig løn, til at vurdere om du fortsat opfylder betingelserne for at være ansat på de givne vilkår, og om du opfylder dine ansættelsesretlige forpligtelser. Oplysningerne vil også kunne bruges til andre saglige formål, for eksempel i forbindelse med udbetaling af pension eller lommepenge, så længe den efterfølgende behandling ikke er uforenelig med de nævnte formål. Region Sjællands revision kan få adgang til oplysninger om dig i forbindelse med gennemførelse af en kontrol.
Hvilke oplysninger drejer det sig om?
Oplysningerne kan være dels almindelige oplysninger, dels følsomme og andre rent private oplysninger. Som eksempler kan nævnes: navn, adresse, personnr., skatte-træk%, pengeinstitut-kontonr., planlagt og præsteret arbejdstid (arbejdsplan og flekstid), bevilget orlov, internt telefonnr., lønaftaler, konstateret eller forventet fravær på grund af barsel eller sygdom. Oplysningerne kan også vedrøre indgåede aftaler om beskæftigelse på særlige vilkår.
Hvad har jeg ret til?
Efter principperne i loven har du, hvis der behandles oplysninger om dig, som udgangspunkt ret til:
- efter ønske at få indsigt i de oplysninger om dig, der behandles
- at gøre indsigelse mod behandlingen af oplysningerne om dig
- at kræve berigtigelse, sletning eller blokering af urigtige eller vildledende oplysninger. Det samme gælder for oplysninger om dig, der på lignende måde er behandlet i strid med lovgivningen
Hvor kan jeg henvende mig med en eventuel klage?
Region Sjælland er data-ansvarlig for de registrerede oplysninger. Hvis du er utilfreds med regionens behandling af oplysninger om dig, kan du klage til Datatilsynet. Oplysninger om Datatilsynet kan du få på hjemmesiden datatilsynet.dk
Hvem kan give mig orientering om registrering og anden behandling af oplysninger om mig selv?
Du kan få nærmere oplysninger om foretagne registreringer af oplysninger om dig og om regionens anden behandling af oplysningerne ved henvendelse til dit personalekontor.