Gå til indhold

Integration af psykiatri og somatik: Arbejdet er i gang

Arbejdet med, hvordan en integration af psykiatrien og somatikken kan ske, er i gang. Den politiske beslutning forventes før sommerferien.
Koncerndirektør Jesper Gyllenborg
Koncerndirektør Jesper Gyllenborg.

Som en del af sundhedsreformen har regeringen besluttet, at regionerne skal integrere og ligestille psykiatrien og de somatiske sundhedsydelser, som i dag er adskilt på forskellige sygehuse.

Når sundhedsreformen er implementeret, vil det være de nye sundhedsråd, som får det politiske ansvar for behandlingstilbuddene til patienter med både fysiske og psykiske sygdomme i deres område.

Mere helhedsorienteret hjælp til patienterne

Formålet er, at patienter oplever en mere helhedsorienteret hjælp, udredning og behandling, og at der generelt sker en afstigmatisering af psykisk sygdom:

- Patienter med både fysisk og psykisk sygdom har ofte komplicerede forløb og behov for samtidige og koordinerede indsatser. Når vi integrerer og ligestiller psykisk og fysisk sygdom, er det for at sikre, at alle får den rette behandling af høj kvalitet i tide, siger koncerndirektør Jesper Gyllenborg

Planen for hvordan, regionerne vil organisere integrationen, skal besluttes politisk og planlægges i løbet af 2025, så forandringer kan træde i kraft fra 1. januar 2026. Derfor er forberedelserne også allerede sat i gang.

I Region Sjælland har politikerne i regionsrådet haft indledende drøftelser på et temamøde den 14. januar, og i Social- og Psykiatriudvalget og Sygehusudvalget på et temamøde den 20. januar.

På forretningsudvalgsmødet den 25. februar og regionsrådsmødet den 4. marts skal politikerne forholde sig til procesplanen og mulige scenarier for, hvordan psykiatri og somatik kan integreres organisatorisk, ledelsesmæssigt og administrativt.

Inddragelse af medarbejdere og interessenter

Derefter skal planerne drøftes og kvalificeres i bl.a. MED-organisationen, hos både ledere og medarbejdere i psykiatrien og på de somatiske sygehuse og hos interessenter som fx psykiatriforeninger, faglige miljøer og kommuner:

- Selvom regeringen og Danske Regioner har lagt op til en meget hurtig proces, så er det vigtigt, at medarbejderne, der kender patienterne bedst, også kommer med forslag og gode input til, hvordan vi integrerer psykiatri og somatik på den bedste måde og samtidig sikrer en fortsat positiv udvikling i psykiatrien og robuste faglige miljøer i Region Sjælland, siger Jesper Gyllenborg.

Region Hovedstaden og Region Sjælland er også i dialog om, hvordan arbejdet tilrettelægges i hver region og mulighederne for fælles løsninger. Men indtil en fusion til Region Østdanmark er en realitet, vil det stadig være regionsrådene i henholdsvis Region Hovedstaden og Region Sjælland, der beslutter, hvordan integrationen skal implementeres i hver region.

Information ikon

Fakta

Styregruppe for integration af psykiatri og somatik

  • Mads Ellegaard Christensen, formand for styregruppen og direktør SSP, Sundhedsstrategisk Planlægning
  • Kresten Dørup, psykiatridirektør
  • Dan Brun Petersen, konstitueret sygehusdirektør Holbæk Sygehus
  • Niels Reichstein Larsen, sygehusdirektør NSR (Næstved, Slagelse, Ringsted Sygehuse)
  • Ricco Norman Dyhr, sygehusdirektør Sjællands Universitetshospital