Gå til indhold

Patienternes behov skal definere konsultationerne

Med Behovsstyret Ambulatoriedrift styrer patienternes behov antal kontrolbesøg. Clinic on Demand i Reumatologisk Afdeling i Køge er et godt eksempel.
Medarbejder i videokonsultation

En central del af Bæredygtige Akutsygehuse og Specialer (BASS) involverer også omlægning til Behovsstyret Ambulatoriedrift. Her styrer patienternes behov, hvor ofte de skal ses til kontrolbesøg, og om det f.eks. kan være virtuelle konsultationer.

Omlægningen til Behovsbestemt Ambulatoriedrift er helt centralt for den videre udvikling af sundhedsvæsenet i Region Sjælland - og herunder for implementeringen af styrkepositionerne på de medicinske specialer.

Målet er bl.a., at de patienter, der har mest brug for tilsyn og behandling, kan komme hurtigt til hos lægen. Og samtidig at patienterne får større mulighed for at benytte digitale løsninger og virtuelle konsultationer, så de f.eks. kan mødes med læge eller sygeplejerske hjemme fra egen stue og spare lang transport.

Det vil på sigt give bedre adgang til behandling på tværs af regionen og større lighed i sundhed.

I det behovsstyrede ambulatorie i Region Sjælland spiller frekvens og adgang til behandling en hovedrolle. Ligesom mere ensartede arbejdsgange i specialernes ambulatorier vil betyde, at specialerne nemmere kan samarbejde om patienterne på tværs af de fysiske matrikler.

Patienten i centrum med Clinic on Demand

Et godt eksempel på lignende programmer kan ses med ’Clinic on Demand’ på Reumatologisk Afdeling på SUH, Køge. Siden 2019 har afdelingen lagt en mere innovativ tilgang til arbejdet i ambulatoriet inspireret af et lignende projekt i Skotland, som viste meget lovende resultater. Clinic on Demand sætter ligesom, Behovsbestemt Ambulatoriedrift patienten i centrum:

I stedet for at tage velfungerende patienter til hyppige kontroller, skal de allerfleste patienter kun til kontrol en gang om året. Patienterne slipper for personligt fremmøde i ambulatoriet, der måske ikke bidrager væsentligt til deres helbred. I stedet kan de fokusere på de perioder, hvor de virkelig har brug for opfølgning og støtte, fortæller cheflæge Ada Colic, Reumatologisk Afdeling i Køge.

Kan booke tider ofte samme dag

Hvis patienterne får det dårligere, kan de selv booke de tider, de har brug for, og som passer ind i deres hverdag. Og så kan de rent faktisk komme til ofte allerede samme eller næste dag.

Vi ser, at vi er med til at tage noget af presset fra patienterne, og vi kan være med til at reducere stress og gøre den daglige håndtering af en velreguleret, kronisk sygdom lettere og mere overskuelig for patienten, siger Ada Colic. 

Samtidig frigiver Clinic on Demand tid i ambulatoriet og omfordeler de ledige tider til de patienter, der har stort eller akut behov for behandling.

Clinic on Demand har gennem de første års levetid set mere end 1.000 nye patienter uden ekstra personale eller ressourcetilførsel.

Både Clinic on Demand og Behovsbestemt Ambulatoriedrift skal ses som en klog måde at omfordele ressourcerne, som kommer patienterne til gavn med større fleksibilitet og samtidig skaber plads i ambulatorierne til de ”rigtige” patienter. De digitale muligheder er frivillige tilbud, så patienter, der ikke kan eller vil bruge de digitale muligheder, vil fortsat kunne komme til kontroller med fysisk fremmøde.