I Danmark er antallet af kræfttilfælde stigende og hver tredje dansker får i løbet af livet konstateret kræft. Men samtidig er kræftdødeligheden faldende, udrednings- og behandlingstiderne er reduceret, patienttilfredsheden er høj, og der udføres flere behandlinger end nogensinde.
Region Sjælland er, som resten af landet, præget af et stigende antal kræftpatienter og en udvikling i aktiviteter og behandlingstilbud. Region Sjælland er også en region med en aldrende befolkning, som har flere kroniske sygdomme. Borgere i Region Sjælland går også senere til læge med symptomer end borgere i andre regioner.
Det betyder, at vi ser patienterne senere i deres sygdomsforløb, og patienterne er derfor desværre tit mere syge og sværere at behandle og helbrede i sammenligning med andre regioner. Disse forhold har negativ betydning for behandlingsmuligheder, overlevelse og antallet af kræftforløb. Dertil skal lægges udfordringerne med at rekruttere tilstrækkeligt personale.
Udfordringerne på kræftområdet er tydelige i Region Sjælland og Regionsrådet vedtog derfor tilbage i 2021 en 8-punktsplan for kræftområdet, med en lang række indsatser, som der løbende er fulgt op på, senest med denne sag i Regionsrådet den 4. juni 2024. I forlængelse af indsatserne i 8-punktsplanen, vil Region Sjælland i 2025 og de kommende år fortsætte styrkelsen af kræftområdet via implementering af den kommende Kræftplan V.
Se Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til Kræftplan V.
Kontakt
Adresse
Sundhedsstrategisk Planlægning
Alléen 15
4180 Sorø
Ring til os