7.1 Behandlingstilbud i Psykiatrien
Akut opståede sygdomme
Psykiatrisk Akutmodtagelse modtager døgnet rundt borgere, der har akut behov for psykiatrisk hjælp. Patienterne kan indlægges i akutmodtagelsen i få dage, hvorefter de enten udskrives og eventuelt får ambulant behandling eller overflyttes til et sengeafsnit, hvis indlæggelsen skal vare i længere tid. Til akutmodtagelserne er knyttet ambulante akutteams (AAT), der skal sikre hurtig opsporing og tæt samarbejde i den akutte fase.
Almen psykiatriske sygdomme
Sengeafsnittene modtager patienter til observation og behandling for alle former for akutte, psykotiske og ikke-psykotiske lidelser. Der lægges vægt på både fysiske og kreative aktiviteter, individuelt eller i grupper, afhængigt af patientens tilstand. Desuden har patienter mulighed for samtaler med læge og kontaktperson.
I Distriktspsykiatrien tilbydes fleksibel, opsøgende og tværfaglig ambulant behandling til patienter med langvarige psykiske lidelser med behov for behandling og støtte over længere tid. Behandlingen foregår som individuelle eller gruppesamtaler - enten hjemme hos patienten, som dagtilbud eller via videokonference.
Psykiatrien har desuden en række psykiatriske klinikker til udredning og behandling af ikke-psykotiske lidelser, affektive sindslidelser og psykoser.
Ældrepsykiatriske sygdomme
De ældrepsykiatriske sengeafsnit har tilbud til patienter med psykisk sygdom og henvender sig til patienter, som er 75 år eller derover samt til patienter fra 65 år og opefter med demenssygdomme med psykiatriske symptomer og/eller svære adfærdsforstyrrelser. Der tilbydes også ambulant behandling til ældre borgere.
Børne- og ungdomspsykiatrien
Børne- og ungdomspsykiatrien har sengeafsnit og ambulante klinikker til børn og unge op til 18 år samt til mennesker med spiseforstyrrelser i alle aldersgrupper.
Bakkehuset i Roskilde er en tværsektoriel enhed, som er forankret i Børne- og ungdomspsykiatrien. Bakkehuset forebygger akutte indlæggelser hos børn og unge med psykiske vanskeligheder, skaber øget sammenhæng i forløb og koordinerer mellem sektorerne.
I Bakkehuset bliver de børn, unge og deres familier, der har henvendt sig i en psykiatrisk akutmodtagelse, men som ikke har brug for en akut indlæggelse, tilbudt behandling og en koordineret tværsektoriel indsats. Der er desuden et ambulant tilbud til børn og unge, som har forsøgt at begå selvmord eller har selvmordstanker, men som ellers ikke har behov for psykiatrisk behandling.
Retspsykiatriske patienter
På de åbne retspsykiatriske afsnit modtages ikke-flugtfarlige patienter med dom til anbringelse eller behandling, og som har behov for et længerevarende behandlingsforløb. De lukkede afsnit modtager flere forskellige typer af patienter, blandt andet patienter med dom til anbringelse eller behandling. Der modtages også patienter, der skal observeres i forbindelse med en retssag samt varetægtssurrogatanbragte patienter. Sikringsafdelingen i Slagelse er en højt specialiseret funktion, som modtager patienter fra hele landet. Patienter, der er indlagt her, har enten en retslig kendelse eller et farlighedsdekret fra Justitsministeriet.
Øvrige behandlingstilbud
Psykiatrien tilbyder ambulant behandling til voksne traumatiserede flygtninge med opholdstilladelse i Danmark, som har alvorlige psykiske problemer.
Specialiserede klinikker tilbyder behandling og professionel hjælp i forbindelse med selvmordstanker og selvmordsforsøg. Tilbuddet er til personer, der ikke i forvejen er i psykiatrisk behandling, og også til pårørende. Psykiatrien behandler også udviklingshæmmede borgere med alvorlig psykisk sygdom og/eller betydelige adfærdsproblemer. Sexologisk Regionsklinik behandler sexologiske problemstillinger, for eksempel gennem samtaleterapi.
Lige adgang til behandling
For at sikre alle borgere i regionen en lige adgang til psykiatriske behandlingstilbud er der én indgang til Psykiatrien, Psykiatriens Visitationsklinik, hvor borgerne henvises til relevant behandlingstilbud (link). Psykiatrien arbejder for at sikre ensartede tilbud og kvalitet i regionen. Med pakkeforløb for mennesker med f.eks. depression eller angst målrettes indsatsen med et fastlagt behandlingsforløb.
Udvikling og samarbejde
Indsatsen i de forskellige sektorer koordineres for at få borgerens liv til at hænge sammen trods psykisk sygdom, både arbejdsliv, familieliv, fysisk velvære osv. Psykiatrien tilbyder behandling til borgere med svære, psykiske lidelser, hvor der er behov for en specialiseret og/eller tværfaglig indsats. Kommunerne har tilbud til borgere med lettere psykiatriske problemstillinger. Psykiatrien har et tæt samarbejde med kommunerne i Region Sjælland om at udvikle nye tilbud med fokus på brugerne og på, at det skal være lettere og bedre at være bruger af Psykiatrien. Ud over samarbejdsprojekterne arbejder Psykiatrien løbende på at udvikle kvaliteten af tilbuddene.
Forskningsenheden i Psykiatrien arbejder med projekter, der skal højne kvaliteten af pleje, diagnosticering og behandling og sikre, at den tilrettelægges efter nyeste viden. Forskningen fokuserer især på følgende områder:
- Tidlig opsporing af psykoser
- Behandlingsmetoder og evidensbaseret psykiatri
- Personlighedsforstyrrelser
- Psykopatologi og diagnostik
- Psykoterapi
- Børne- og ungdomspsykiatri
- Forebyggelse af vold og tvang
- Psykiatri og somatik
- Pårørende- og brugerinddragelse
- Brug af IT-teknologi
Læs mere om Psykiatrien Forskningsenhed her.
Psykiatrien uddanner speciallæger, specialsygeplejersker og specialpsykologer. Psykiatrien er desuden uddannelsessted for mange forskellige faggrupper. Hvert år er der mange læge- og sygeplejerskestuderende samt social- og sundhedsassistentelever i praktik. Desuden er der studerende og elever inden for en lang række uddannelser som fx psykologer, fysioterapeuter, ergoterapeuter, lægesekretærer, pædagoger, ernæringsassistenter, reddere og kliniske diætister.
PsykInfo - særlig informationsindsats hjælper patienter og pårørende
Psykiatrien tilbyder via PsykInfo oplysning og viden om psykisk sygdom og Psykiatriens tilbud. Formålet er at skabe større åbenhed og mindske tabu omkring psykisk sygdom samt at medvirke til tidlig opsporing.
Læs mere om PsykInfo her.
Opdateret tirsdag den 20. feb. 2024