8.1 Kræftområdet (pakkeforløb)
Hurtige og velkoordinerede forløb på kræftområdet
Region Sjælland ønsker at skabe hurtige og velkoordinerede behandlingsforløb af høj kvalitet inden for kræftområdet.
Det sker blandt andet via såkaldte pakkeforløb, hvor formålet er at tilbyde patienterne undersøgelser og behandling af høj kvalitet i veltilrettelagte forløb med klar information undervejs. Pakkeforløbene skal sikre, at patienterne får samme behandling, uanset hvor de behandles.
Region Sjælland følger de nationale retningslinjer på området og har implementeret kræftplaner og kræftpakker.
Der gennemføres løbende national opfølgning på pakkeforløbene i regionerne. I Region Sjælland gennemføres parallelt regional opfølgning via Sundhedsplatformen.
Sygehusene gennemgår forløb, hvor målene ikke er opfyldt og udarbejder handleplaner for at forbedre indsatsen. Resultaterne af denne indsats følges løbende af Styregruppen for Kræft- og Hjerteområdet i Region Sjælland.
I mange pakkeforløb foregår en del af behandlingen på en højt specialiseret afdeling i Region Hovedstaden eller Region Syddanmark. For at sikre velkoordinerede forløb på tværs af regionsgrænserne, er der en tæt dialog med afdelingerne i de to regioner.
Klare retningslinjer understøtter pakkeforløbene
Regionen følger retningslinjer for pakkeforløbene, og der er særligt fokus på forløbskoordination og hurtig overlevering ved overgange mellem afdelinger. Det gælder både internt i regionen og i forhold til samarbejdet med Region Hovedstaden og Region Syddanmark.
Politisk fokus
Målopfyldelsen på pakkeforløb følges tæt af Forretningsudvalget og Regionsrådet. De politiske mål for pakkeforløb indgår i regionens budgetter.
Flere lever længere med kræft
Flere og flere patienter får en kræftdiagnose, og flere lever længere med kræft. Det skyldes, at sundhedsvæsenet er blevet bedre til både at finde kræfttilfældene og til at behandle patienterne.
Med øget overlevelse følger også indsatser omkring rehabilitering, palliation og senfølger.
Det sker bl.a. gennem:
-
Opfølgningsprogrammer for kræftpatienter
-
Forløbsprogrammer for rehabilitering og palliation
-
Oprettelse af Klinik for kræftsenfølger under Onkologisk Afdeling og Palliative Enheder, Sjællands Universitetshospital, herunder
-
kortlægning af initiativer og etablering af netværk/en arbejdsgruppe til sikring af relevante og tilgængelige tilbud til borgerne om rehabilitering og senfølger på tværs af sektorer, herunder vidensdeling.
Forbedret overlevelse med tidlig opsporing
Når kræft opdages i et tidligt stadie, kan der ofte behandles mere skånsomt og chancerne for overlevelse forbedres.
Tidlig opsporing af kræft sker blandt andet via screeningsprogrammer, også kaldet folkeundersøgelser. Region Sjælland tilbyder screeningsprogrammer for brystkræft, livmoderhalskræft og tarmkræft.
For yderligere information om screeningsprogrammer henvises til Sundhedsstyrelsens hjemmeside:
Læs om de nationale screeningsprogrammer hos Sundhedsstyrelsen
Opdateret torsdag den 11. apr. 2024