9.2 Håndtering af ekstraordinære hændelser med mange syge eller tilskadekommende
Region Sjællands sundhedsvæsen er gearet til at kunne håndtere uventede begivenheder, som involverer mange syge eller tilskadekomne. Dette kaldes sundhedsberedskabet.
Region Sjælland har en målsætning om, at der ydes en sammenhængende beredskabsindsats af alle, som indgår i sundhedsberedskabet, herunder blandt andre:
- Sygehusene
- Ambulancetjenesten
- De praktiserende læger
- Kommunerne
Roller og ansvar for parterne i sundhedsberedskabet er beskrevet i Region Sjællands sundhedsberedskabsplan. Derudover har kommunerne egne sundhedsberedskabsplaner.
Region Sjællands sundhedsberedskabsplan blev senest revideret og godkendt af Regionsrådet primo 2020. Sundhedsberedskabsplanen kan læses her.
Sundhedsberedskabsplanen tager udgangspunkt i regionens daglige drift. Det betyder, at den, der løser en opgave til dagligt, også er den, der løser en tilsvarende opgave ved ekstraordinære hændelser som f.eks. større ulykker.
Ledelse og koordinering
Ved beredskabshændelser er det vigtigt at have en klar ansvarsfordeling. I Region Sjælland varetages ledelse og koordinering bl.a. på følgende niveauer:
- Akut Medicinsk Koordination (AMK) leder og koordinerer sundhedsvæsenets samlede indsats ved for eksempel større ulykker. AMK er placeret i Præhospitalt Center i Næstved.
- Indsatsleder Sund (ISL SUND) er den øverste sundhedsfaglige kompetence på et ulykkessted. Alt sundhedsfagligt personale på stedet refererer til Indsatsleder Sund, som koordinerer indsatsen i samarbejde med AMK.
- Den regionale krisestab består af regionens øverste administrative ledelse suppleret med øvrige relevante ledere fra regionen, f.eks. sygehusdirektører. Ved alvorlige og ekstraordinære hændelser skal den regionale krisestab sikre koordinering og bedst mulig udnyttelse af de samlede ressourcer.
- Sygehusberedskab m.m. De enkelte dele af Region Sjælland, f.eks. sygehusene og Koncern IT, har egne beredskabsledelser, der skal sikre, at de hver især kan håndtere hændelser inden for eget område så effektivt som muligt, og at de samtidig kan bidrage bedst muligt til håndteringen af tværgående hændelser.
Ledelse og koordinering i en beredskabssituation går også under betegnelsen krisestyring. Krisestyringen består af følgende opgaver:
- Aktivering og drift af krisestyringsorganisationen
- Informationshåndtering
- Koordination af handlinger og ressourcer
- Krisekommunikation
- Operativ indsats
- Genopretning
Fleksibilitet i indsatsen
Regionens sundhedsvæsen har mulighed for at iværksætte forskellige typer af tiltag efter behov. For eksempel kan sygehusene udskrive indlagte patienter for at skaffe plads til nye syge eller tilskadekomne. Dette sker i samarbejde med de praktiserende læger og kommunerne.
Derudover råder regionen over en række lægemidler, antidoter (modgifte) og blodreserver til brug i ekstraordinære situationer.
Endelig har regionen mulighed for at iværksætte en såkaldt psykosocial indsats, både i forhold til personer, som er direkte involveret i en hændelse, og i forhold til personer, som er indirekte involveret, for eksempel pårørende og vidner.
Opdateret tirsdag den 23. jan. 2024