Gå til indhold

Fakta om midlerne fra Kvalitetsfonden

Region Sjælland behandles ikke ligeværdigt i tildelingen af midler fra Regeringens Kvalitetsfond.

Regeringens Ekspertpanel udgav i november 2010 rapporten: "Regionernes investerings- og sygehusplaner – screening og vurdering II".

Rapporten indeholder Ekspertpanelets indstilling af prioriterede projekter til regeringen om fordeling af de resterende midler (fase 2) fra Kvalitetsfonden for sygehusbyggeri. Sammen med de foreløbige tilsagn fra regeringen fra januar 2009 (fase 1), er der nu tilsagn/indstilling om projekter for i alt 41,4 mia. kr., idet Ekspertpanelet har anbefalet at udvide puljen fra 40,0 til 41,4 mia. kr.

Ud over selve indstillingerne indeholder rapporten Ekspertpanelets synspunkter på fremtidens sygehusstruktur, som er grundlag for de kriterier, udvalget benytter til at vurdere de enkelte regioners ansøgninger og de enkelte projekter.

Region Sjælland

Region Sjælland har i denne runde søgt i alt 8,6 mia. kr. til renovering af akutsygehusene i henholdsvis Holbæk (0,5 mia. kr.), Slagelse (1,2 mia. kr.) og Nykøbing Falster (0,6 mia. kr.) og nybyggeri og ombygning i Køge (6,4 mia. kr.), som samtidig skal være regionens hovedsygehus.

Ekspertpanelet konstaterer for så vidt angår projekterne i Holbæk, Slagelse og Nykøbing F., at de ”vurderes af en størrelsesorden, som bør indgå i en almindelig prioriteringsproces i forhold til regionens ordinære anlægsramme”.

Ekspertpanelet indstiller for så vidt angår Køge, at der fastlægges en totalramme incl. IT/apparatur og regional egenfinansiering på 4,0 mia. kr.

Ekspertpanelet gentager sin positive vurdering af regionens sygehusplan, herunder etablering af hovedsygehus i Køge og etableringen af fælles akutmodtagelse på sygehusene i Slagelse, Holbæk og Nykøbing F.

Ud over de gennemgående formuleringer, der anvendes i indstillingerne for alle projekter, anbefaler Ekspertpanelet eksplicit for Region Sjælland, at sygehusplanen gennemføres.

Det fremgår af Ekspertpanelets gennemgang og vurdering af Region Sjælland, at panelet vurderer projektet i Køge til arealmæssigt ”at ligge betydeligt over et hensigtsmæssigt niveau”. Projektet nedskaleres herefter med metoder, som panelet anvender for alle regioner, men herudover yderligere med metoder, som ikke benyttes i vurderingen af de øvrige regioners projekter. I alt nedskaleres Køge med godt 70.000 m2. Samtidigt fremgår det indirekte, at Ekspertpanelet ikke anerkender, at Region Sjælland skal have et sygehusvæsen på samme servicemæssige og faglige niveau (universitetsniveau) som alle andre regioner – herunder også Region Nordjylland - hvilket kommer til udtryk i den lavere m2 pris, som udvalget lægger til grund for Køge.

Samlet set betyder det, at Region Sjælland får 5,4 mia. kr. (fase 1 og 2) ud af de 41,4 mia. kr. Selv om der ikke anvendes bloktilskud som fordelingsnøgle for kvalitetsfondsmidlerne, betyder det, at Region Sjælland forfordeles med 1 mia. kr. på trods af, at Region Sjælland er den region, der med sygehusplanen lægger op til den største samling og tilpasning med henblik på at opnå kvalitet og bæredygtighed. Det skal understreges, at Region Sjælland samtidig er den region, der vil opleve den største vækst i ældrebefolkningen og dermed stigende efterspørgsel efter sygehusbehandling.

Konkrete bemærkninger til Ekspertpanelets rapport

Inden for en række konkrete områder har Region Sjælland bemærkninger til rapporten fra Ekspertpanelet.

Der må være tale om faktuelle fejl. I modsat fald er der anvendt helt andre kriterier og standarder ved bedømmelsen af Region Sjælland sammenlignet med de øvrige regioner.

Faktuelle fejl i fremskrivningsmetoder

Nedskaleringen af Køge er opbygget af flere elementer:

Arealet beskæres med 8.300 m2, idet Ekspertpanelet anfører følgende: ”Regionen har i sin behovsfremskrivning forudsat en stigning i ambulante behandlinger på 61% mod forudsat 50% og et fald i antal senge på 8,8%. mod forudsat 20% Samlet giver det grundlag for en tilpasning af dimensioneringen af nybyggeriet med 8.300 m² (4%.) til 189.000 m².”

Hertil skal det anføres:

Sengekapacitet:
Ekspertpanelet anfører, at Region Sjælland ”kun” reducerer i antal senge med 8,8% i forhold til 2007.

Dette er imidlertid kun korrekt, hvis man alene kigger på det fysiske antal senge. Når man tager højde for, at sengekapaciteten skal dimensioneres ud fra 85% belægning - som tidligere anbefalet af Ekspertpanelet - er det reelle sengeantalsbehov i Region Sjælland 100 senge højere end beregnet af Ekspertpanelet (dvs. der er i udgangsåret en overbelægning svarende til 100 senge). Gør man det, har Region Sjælland således en sengereduktion på 18,9%.

Herudover skal man naturligvis tage højde for den hjemtagning, som Region Sjælland har forudsat, og som allerede er i gang i regionen primært af behandlinger fra Region Hovedstaden. Omfanget heraf svarer til 128 senge i 2020, som er nøje specificeret på specialer over for Ekspertpanelet.

Ambulant kapacitet:
Ekspertpanelet anfører, at Region Sjælland forudsætter en stigning i antal ambulante behandlinger på 61% mod forudsat 50%.

Region Sjælland har en stigning i den ambulante aktivitet på 49%, når man beregner denne ud fra den eksisterende aktivitet, og 61% hvis den hjemtagne aktivitet regnes med incl.

Samlet set er det Region Sjællands opfattelse, at beskæringen af Køge-projektet med i alt 8.300 m2, som er foretaget med baggrund i ovennævnte, ikke er rimelig.

Særlig reduktion af areal, som kun gælder for Region Sjælland

Arealet i Køge reduceres herudover yderligere med 40.000 m2, idet Ekspertpanelet anfører følgende:
”I forhold til dimensioneringen af Køge Sygehus vurderer panelet, at det forudsatte areal på 255.000 m² ligger betydeligt over et hensigtsmæssigt niveau. Der er tale om en femdobling af det nuværende areal for Køge Sygehus, og arealet vil samlet svare til over 60%. af hele regionens sygehusareal i dag på godt 400.000 m². Arealet for det nuværende Køge, Næstved og Roskilde sygehuse er i dag samlet ca. 172.000 m². På både Næstved og Roskilde er der forudsat bevaret sygehuskapacitet indenfor bl.a. specialiseret sammedags-ortopædkirurgi. Det giver efter panelets opfattelse en betydelig risiko for en samlet overkapacitet i regionen, og panelet vurderer derfor, at der er grundlag for at nedskalere projektet, også udover, hvad der følger af den generelle tilpasning." …. Den særlige korrektion af kapaciteten som følge af, at det samlede areal og kapacitet ligger betydeligt over niveauet i dag, er fastsat til 40.000 m² eller knapt 1/5 af det samlede, tilpassede areal inkl. eksisterende arealer."

Ovennævnte antagelse, som ligger til grund for beskæringen med 40.000 m2, er simpelthen ikke korrekt, idet Ekspertpanelet sammenblander to typer af arealer, henholdsvis BBR-arealer (som er grundlag for beregning af bebyggelsesgrad og ikke indeholder eksempelvis tunneler og kælderarealer) og bruttoarealer, som er udtryk for det samlede anvendte areal incl. tunneller, kælderarealer, m.v. De anførte 400.000 m2 er således det samlede BBR-areal i 2007, hvor bruttoarealet til sammenligning i 2007 udgør ca. 550.000 m2.

Det betyder, at Ekspertpanelet på et forkert grundlag vurderer Region Sjællands sygehusplan som overdimensioneret.

Region Sjælland har for de 4 ansøgte projekter klart redegjort for bruttoarealet, hvoraf fremgår, at det samlede bruttoareal i 2020 er på ca. 465.000 m2.

Endvidere indregner Ekspertpanelet sygehusene i Næstved og Roskilde som en betydelig del af kapaciteten uden at tage højde for, at de to sygehuse tilsammen reduceres med ca. 800 senge i 2020, som flyttes til hovedsygehuset og akutsygehusene.

Endelig sammenblandes nye kvadratmeterstandarder med eksisterende forhold, som er helt uden relation til aktivitet. I ansøgningen har Region Sjælland "vekslet" den eksisterende aktivitet (som eksempelvis foregår på 4 sengestuer, væsentlig højere belægningsprocent og lignende) til samme aktivitet på Køge, men med anvendelse af de nye arealstandarder. Der er ikke i Køge planlagt overkapacitet, men sengemassen i Køge fylder meget, da godt halvdelen af samtlige senge i regionen (47%) er placeret her.

Ret til at varetage egne borgeres behandling.

I Ekspertpanelets rapport anføres følgende om hjemtagning:
”….Panelet vurderer derfor, at der er grundlag for at nedskalere projektet, også udover hvad der følger af den generelle tilpasning. Dette også i lyset af ovennævnte problematik vedrørende regionens hjemtagningsønsker bl.a. inden for thoraxkirurgi og den specialiserede kardiologi.”

Region Sjælland har over for Ekspertpanelet detaljeret redegjort for sammensætningen og omfanget af den hjemtagning af specialiserede funktioner, som er indlagt i dimensioneringen af hovedsygehuset, som i alt beløber sig til 128 senge + ambulant aktivitet.

Det er væsentligt at fremhæve, at der er tale om funktioner, hvor hjemtagningen – bortset fra det thoraxkirurgiske område (som i materialet er beregnet til 21 senge i 2020) – allerede på nuværende tidspunkt er under effektuering, i henhold til beslutninger i Regionsrådet eller som følge af implementering af Sundhedsstyrelsens specialeplanudmeldinger 2010 om samling af funktioner. Dette gælder også for den specialiserede kardiologi, som aktuelt hjemtages.

For så vidt angår thoraxkirurgi skal bemærkes, at Region Sjælland ikke har ansøgt Sundhedsstyrelsen om at varetage denne funktion. Med den nuværende udvikling inden for hjertekirurgien vil dette næppe blive aktuelt, hvorfor Region Sjælland er indforstået med at fratrække de 21 senge i arealbehovet.

Vilkår for et fuldgyldigt regionalt sygehusvæsen

Hovedsigtet med strukturreformen var at etablere bæredygtige enheder, som i al væsentlighed kan dække borgernes fulde sygehusbehov. Det følger også af sundhedsloven, at regionerne har en forpligtelse til at sikre sygehusbehandling på et højt fagligt niveau til sine borgere, og at alle regioner har en forpligtelse til forskning og uddannelse. Følges Ekspertpanelets indstilling, har Region Sjælland ikke mulighed for at leve op til dette på et tilfredsstillende niveau.

Region Sjællands ansøgning om hovedsygehuset i Køge indebærer, at alle specialiserede funktioner inden for de enkelte specialer i form af regionsfunktioner samt nogle højt specialiserede funktioner vil være samlet ét sted i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens krav og i samarbejde med Region Hovedstaden og Region Syddanmark.

Målet er, at sygehuset i Køge skal kunne varetage behandlinger med en betydelig kompleksitet og behandlingsmæssig tyngde, og samtidig skal Køge Sygehus styrke sin funktion som universitetssygehus med forsknings- og undervisnings-aktiviteter på et højt niveau.

Kun ved at stille det mest moderne udstyr til rådighed og sikre hensigtsmæssige fysiske rammer, kan borgerne i Region Sjælland få den tilstrækkelige faglige kvalitet i behandlingen. Det er samtidig et afgørende grundlag for, at regionen kan rekruttere og fastholde højt kvalificeret personale i et udviklende fagligt miljø.

Ligeværdigheden går tabt, når Ekspertpanelet beskriver regionens forskningsforpligtelse, men ikke samtidigt anerkender behovet for et universitetssygehus i Køge. Det følger af, at de økonomiske muligheder svækkes, ved at der kun gives 27.000 kr. per m2 til Køge mod 29.000 kr. til eksempelvis Ålborg. Ekspertpanelet anfører for Køge, at " Investeringsrammen er en samlet totalramme inkl. IT/apparatur og inventar mv., forskningsarealer og regional egenfinansiering."

Det skal bemærkes, at Region Sjællands specialiserede funktioner relaterer sig til et væsentligt større befolkningsunderlag end Region Nordjylland, og at regionen skal varetage de samme universitære funktioner og forpligtelser. Køge vil rent aktivitetsmæssigt på det specialiserede område få større aktivitet end Ålborg, og også varetagelsen af studenterundervisning og forskning vil blive af mindste samme omfang. Men Region Sjælland får ikke de samme muligheder.

Region Sjælland indgår i øvrigt allerede i dag i et samarbejde med Københavns Universitet, og alle større sygehuse i regionen deltager massivt i den præ- og postgraduate uddannelse af kommende læger. Der er således aftalt en professorplan med Københavns Universitet. Derudover samarbejder regionens sygehuse med en lang række interessenter.

Omfanget af den fremtidige forskningsaktivitet på hovedsygehuset i Køge er forudsat at være betydelig. På nuværende tidspunkt er det beregningsmæssigt forudsat, at minimum omkring 100 personer i form af professorer, kliniske forskningslektorater, Ph.d-studerende, ansatte i dedikerede Forskningsenheder. Der vil herudover være en betydelig undervisningsaktivitet, og Region Sjælland vil kunne aftage sin andel af lægestuderende fra Københavns Universitet. Hertil kommer studerende inden for de øvrige sundhedsfag.

Det skal derfor sammenfattende bemærkes, at Region Sjælland med det foreliggende udspil vil være den eneste region, hvor udvalget vurderer, at der ikke er behov for et sygehus planlagt efter normen for universitetssygehuse. Dette forekommer at være et grundlæggende brud med hele tankegangen bag dannelsen af regionerne.

Enestueproblematikken

Antallet af sengestuer, hvor der er 1 seng (enestue), fremgår af rapporten fra Ekspertpanelet. For Region Sjælland er det anført, at 32% af sengestuerne er enestuer. For god ordens skyld skal gøres opmærksom på, at denne fordeling i 2007 svarer til, at 16% af sengene er placeret på en enestue, jf. også oversigt nedenfor.

Senge tal for Region Sjælland i 2007

Konsekvenser for driftsøkonomien

Det må forventes at få store konsekvenser for den fremtidige driftsøkonomi, såfremt Region Sjælland ikke opnår tilstrækkelige anlægsmidler og dermed tilstrækkelige kvadratmeter til at samle funktionerne som planlagt. Det vil betyde større udgifter til bl.a. vagtlag fordelt på flere geografier, ligesom effektivisering af eksempelvis logistiske systemer vil blive vanskeliggjort.