Træning
Efter sundhedslovens §§ 171- 172 yder regionerne befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling, herunder i forbindelse med genoptræning under indlæggelse. Tilsvarende yder kommunerne befordring eller befordringsgodtgørelse til genoptræning efter endt behandling på sygehus, jf. Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner.
Det er kommunen, som har ansvar for at bringe patienten sikkert frem og tilbage til genoptræning, herunder levering af kørestol, hvis det kræves for patientens sikkerhed. Det gælder både for specialiseret genoptræning på sygehus og for genoptræning i kommunen.
Hvis en person efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning i kommune, skal kommunen afholde udgifterne hertil og herunder udgifterne til de hjælpemidler, der ordineres patienten som led i genoptræningen. Det er ligeledes kommunens opgave at tilvejebringe hjælpemidlerne.
Hvis en person efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for specialiseret genoptræning på sygehus, skal sygehuset levere de nødvendige behandlingsredskaber eller hjælpemidler hertil. En person efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for specialiseret genoptræning på sygehus, skal sygehuset levere de nødvendige behandlingsredskaber eller hjælpemidler hertil.
Mundmotorisk træning/behandling ved ergoterapeut for patient med spiseproblematik er ikke en sygehusopgave efter udskrivelsen. Kommunen kan yde ergoterapeutisk træning/behandling efter serviceloven. Se også Ankestyrelsens Principafgørelse 80-12 om behandling - træning - ergoterapi – babysvømning:
”Ankestyrelsen fandt, at bestemmelsen om rådgivning, undersøgelse og behandling almindeligvis var til midlertidig eller kortvarig behandling. Det kunne dog ikke udelukkes, at bestemmelsen i konkret tilfælde kunne omfatte længerevarende forløb. Hvis barnet ikke kunne få støtte efter nævnte bestemmelser, skulle kommunen iværksætte en socialfaglig undersøgelse med henblik på, om barnet kunne få støtte til behandling/træning efter bestemmelserne om foranstaltninger til behandling/træning, når det måtte anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov”.
Hvis sygehuset vurderer, at barnet har et genoptræningsbehov, skal sygehuset udarbejde en genoptræningsplan og sende den til kommunen. Sygehuset kan ikke bestemme typen af genoptræning og kan derfor heller ikke henvise til en bestemt ergoterapeut.
Træningsredskaber kan både være behandlingsredskaber og hjælpemidler. Vurderingen sker på baggrund af Afgrænsninscirkulæret.
Ved genoptræning på specialiseret niveau:
De produkter, som patienten har behov for under genoptræningen betragtes som træningshjælpemidler. Sygehuset udleverer træningsredskaberne på vegne af kommunen. Afregningen sker som del af den kommunale medfinansiering.
Ved genoptræning i kommunen:
De produkter, som patienten har behov for under genoptræningen betragtes som træningshjælpemidler. Kommunen udleverer træningsredskaberne.
For at sikre let overgang mellem sygehus og kommune er det i Region Sjælland aftalt, at ved behov udleverer sygehuset stokke til patienten uden beregning.
I Vejledning om genoptræningsplaner og vedligeholdelæsestræning i kommuner og regioner punkt 3.3.2 hedder det: ”Såfremt kommunen er uenig i genoptræningsplanens indhold, skal sygehuset kontaktes med henblik på dialog. Kommunen skal sørge for, at patienten modtager den nødvendige genoptræning, imens kommunen er i dialog med sygehuset om indholdet i genoptræningsplanen, således at borgerens genoptræningsforløb ikke bliver forsinket unødigt…”
I Forløbsbeskrivelse for patienter med flere samtidige forløb - Udvidet koordinering anbefales at holde koordineringsmøder, hvilket vil kunne understøtte det faglige samarbejde i forbindelse med patientens rehabiliteringsforløb.
I Sundhedsstyrelsens faglige visitationsretningslinje Genoptræning og rehabilitering til voksne med erhvervet hjerneskade hedder det: ”Sygehuset og kommunen drøfter inden udskrivningen, herunder ved udskrivningssamtalen, patientens rehabiliteringsbehov. I den forbindelse drøftes, hvilke rehabiliteringstilbud der kan varetage patientens rehabiliteringsbehov”.
Det er kommunen og ikke regionen, som har visitationsretten til rehabiliteringstilbuddene.
Kontakt
Adresse
Sundhedsaftalen
Det Nære Sundhedsvæsen
Region Sjælland
Alleen 15
4180 Sorø
Ring til os
Skriv til os
Opdateret torsdag den 21. dec. 2023