Praksisejer eller ansættelse
På baggrund af den overenskomstfastsatte årlige lægedækningshøringen gennemfører regionen én gang årligt en kapacitetsanalyse af almen praksis.
Ved kapacitets analysen vurderes om der er den rette lægekapacitet i alle dele af regionen.
Hvis analysen viser, at der er for lidt kapacitet kan regionen udløse ekstra kapacitet – også kaldet 0-kapaciteter.
Når det er politisk besluttet at udløse 0-kapaciteter annonceres disse til salg på denne hjemmeside samt via Ugeskriftet og/eller Dagens Medicin.
Kapacitet analysen gennemføres normalvis i efteråret og fremlægges til politisk behandling på årets sidste møde i ”Udvalget for det nære sundhedsvæsen”.
Find referater fra møder i Udvalget For det nære sundhedsvæsen
Som en del af den politiske satsning kaldet ”Vandkantsmodel” har Region Sjælland valgt at lette praksisstarten for de læger, der ønsker at etablere praksis i en af regionens syv vandkantskommuner.
Aftalen betyder, at regionen indkøber det aftalte inventar- og udstyr, hvorefter det stilles til rådighed for lægen for et aftalt omkostningsbidrag. Efter en aftalt årrække er udstyret lægens eje.
Find eksempel på aftaleudkast om inventar og udstyrspakke her
Revisorhjælp
Som en del af den politiske satsning kaldet ”Vandkantsmodel” refunderer Region Sjælland op til 10.000 kroner af revisorregningen det første år for nynedsatte praktiserende læger.
For at få refunderet revisorregning skal man være nynedsat læge i en af de syv vandkantskommuner, som er
- Lolland
- Guldborgsund
- Vordingborg
- Slagelse
- Holbæk
- Kalundborg
- Odsherred
KAP-S tilbyder konsulentbistand til lederudvikling og organisationsudvikling, både hvis du er ny speciallæge, der vil nedsætte dig som praktiserende læge eller en ældre læge, der ønsker at trække dig tilbage, fx med en generationsskifteaftale.
Hvis du ikke lige nu ønsker at være praksisejer, kan du vælge at blive ansat i en praksis. Denne mulighed findes både i praksis der drives efter overenskomsten, i udbudsklinikker og i regionens nærklinikker.
Ansættelse i en praksis der drives efter overenskomsten
Der er i 2021 indgået en overenskomst som regulerer ansættelsesvilkårene for speciallæger i almen medicin, der bliver ansat i almen praksis. Overenskomsten indeholder blandt andet regler om:
- Løn
- Pension
- Arbejdstid
- Pålagt merarbejde
- Vagtarbejde
- Ferie og fridag
- Efteruddannelse
- Barsel
En praksis kan besætte en ledig kapacitet med en ansat læge i en fast stilling.
Derudover kan en praksis som er beliggende i et lægedækningstruet område etablere en delepraksis i en tidsbegrænset periode på op til seks år.
Ansættelse i en udbudsklinik
Udbudsklinikker er praksis der drives af en privat leverandør efter kontrakt med regionen. Løn og ansættelsesvilkår for de ansatte læger sker efter aftale med den private leverandør. I Region Sjælland driver Nordic Medicare, Alles Lægehuse og MedAssist udbudsklinikker.
Ansættelse i en nærklinik
Nærklinikker drives af Region Sjælland. Løn og ansættelsesvilkår følger som regel funktionærloven. Funktionærloven indeholde regler der omfatter samme emner som overenskomsten der regulerer ansættelsesvilkårene i almen praksis.
Du har mulighed for at være almen læge i en af regionens nærklinikker. Nærklinikkerne er etablerede klinikker med almen medicinske tilbud.
Regionen står for praksispersonalet, lokalerne og de administrative opgaver. Du kan derfor alene fokusere på lægearbejdet i en nærklinik.
Hvis du efter en tid i nærklinikken bliver glad for at være læge i området kan du overtage ydernummeret med patienter og drive den helt eller delvist som din egen lægeklinik.
Vi har nærklinikker følgende steder i regionen:
- Nakskov
- Stege
- Kalundborg
- Nykøbing Sjælland.
Regionen og kommunerne samarbejder om muligheden for at finde egnede lokaler til almen praksis.
Når du går med tanker om at etablere dig i en bestemt by eller område kan vi fx hjælpe dig med kontakten til kommunens bosætningskonsulent eller ejendomsadministration.
Kontakt os, hvis du ønsker vores hjælp til at finde frem til de rette medarbejdere i kommunen.
Kontakt
Adresse
Det Gode Lægeliv
Region Sjælland
Det Nære Sundhedsvæsen
Alléen 15
4180 Sorø
Ring til os
Skriv til os
Opdateret mandag den 27. mar. 2023