Kandidatbank for udenlandske sygeplejersker, der søger evalueringsansættelse.
For at arbejde som sygeplejerske i det danske sundhedsvæsen skal du have dansk autorisation.
Er du uddannet sygeplejerske i et land uden for EU/EØS, skal du igennem en ansøgningsproces for at opnå dansk autorisation som sygeplejerske.
- Først skal din uddannelse godkendes ved Styrelsen for Patientsikkerhed
- Derefter skal du bestå en evalueringsansættelse
Hvad er en evalueringsansættelse?
Når du har fået godkendt din uddannelse af Styrelsen for Patientsikkerhed, kan du søge om en 6 måneders evalueringsansættelse på et sygehus eller en psykiatrisk afdeling i Region Sjælland.
Formålet med en evalueringsansættelse er at vurdere dine kliniske kompetencer og dine evner til at kommunikere med patienterne og det øvrige sundhedspersonale. Evalueringsansættelsen skal sikre, at du har de nødvendige fundamentale sygeplejefaglige og sproglige kompetencer og kan arbejde patientsikkert.
Læs mere om evalueringsansættelser på hjemmesiden for Styrelsen for Patientsikkerhed.
Afhængigt af dine sproglige kompetencer vil du typisk før selve evalueringsansættelsen blive ansat i et forberedende forløb i 2-6 måneder, så du har de bedste sproglig og faglige forudsætninger for at klare dig godt i evalueringsansættelsen.
Hvad er processen?
Søger du en evalueringsansættelse på et sygehus eller Psykiatri i Region Sjælland, kan du tilmelde dig vores kandidatbank.
Når du tilmelder dig kandidatbanken, tilkendegiver du, at du er interesseret i ansættelse i et forberedende forløb og en efterfølgende evalueringsansættelse på et af Region Sjællands sygehuse / Psykiatri.
Ved tilmelding skal du vedhæfte disse dokumenter :
- Ansøgning, hvor du skriver lidt om dig selv og hvad du søger
- CV, hvor du oplister dine faglige kvalifikationer og erfaringer
- Dokumentation for godkendt uddannelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed
- Dokumentation for sprogkundskaber
Når du har tilmeldt dig kandidatbanken, vil din ansøgning kunne tilgås af de sygehuse, der ønsker at ansætte evalueringssygeplejersker.
Din ansøgning vil blive vurderet ud fra dine sproglige og faglige kompetencer. Vi vil i videst mulige omfang prioritere ansøgere:
- som har fået godkendt deres uddannelse hos Styrelsen for Patientsikkerhed
- der har bestået Prøve i Dansk 3
- som allerede har erhvervserfaring fra Danmark f.eks. fra den kommunale hjemmepleje eller anden sygehuserfaring.
- som har relevant klinisk erfaring, der matcher den sygehusafdeling, der søger evalueringssygeplejersker.
Det er ikke muligt at sige, hvornår du kan forvente at høre fra os, da rekruttering til evalueringsansættelser afhænger af de enkelte sygehuses behov og kapacitet.
Hvis du bliver kontaktet af et sygehus, inviteres du til en telefonscreening eller en samtale på sygehuset. Hvis du herefter går videre i forløbet, vil du blive kontaktet af en sprogkonsulent fra Region Sjælland, der inviterer dig til en sprogtest.
Det er sygehusene / Psykiatrien i Region Sjælland, der beslutter om de kan tilbyde dig en evalueringsansættelse.
I Region Sjælland er udgangspunktet at du ansættes i et forberedende forløb som ’praktikant for sygeplejerske’ før en eventuel evalueringsansættelse.
Formålet med det forberedende forløb er at styrke dine sproglige kompetencer og faglige kvalifikationer, opnå viden om sygeplejen i den enkelte afdeling og blive en del af det sociale arbejdsfællesskab.
Forløbet varer typisk mellem 2-6 måneder. Længden tilpasses dine sproglige og faglige kompetencer. Typisk vil ansættelsen være som uuddannet personale og på 28-32 timer om ugen, så du har tid til at fokusere på din sproglige udvikling.
Efter det forberedende forløb, kan du blive ansat i en evalueringsansættelse, hvis afdelingen vurderer, at du er parat til evalueringsansættelse. Når du har fået tilbudt en evalueringsansættelse, skal du ansøge om en evalueringsautorisation ved Styrelsen for Patientsikkerhed. Du kan finde Styrelsen for Patientsikkerheds ansøgningsskema til evalueringsansættelse her.
I evalueringsansættelsen har du løn- og ansættelsesvilkår som sygeplejerske. Arbejdstiden er 37 timer om ugen og ansættelsen er tidsbegrænset til 6 måneder.
Hvis du består evalueringen af dine sproglige og faglige kompetencer, kan du søge dansk autorisation som sygeplejerske og en ny arbejdstilladelse. Derefter kan du søge job som sygeplejerske.

Information in English
If you want to work as a nurse in Denmark, you must apply for Danish Authorization.
The authorization process and the required documentation depend on the country of your nationality and the country where you obtained your qualifications as a nurse.
You can read more about the authorization process for non-EU Citizens at the Danish Patient Safety Authority's website:
Authorisation for nurses from a non-eu country
Our hospitals require nurses and other healthcare personnel to have level of PD3 in the Danish language as a prerequisite for employment. We will therefore encourage you to start language lessons in Danish as soon as possible.
Due to the language requirements this webpage is exclusively available in Danish.
Opdateret torsdag den 13. mar. 2025