På Dagkirurgisk afsnit på Roskilde Sygehus, har de i det mammakirurgiske speciale taget et vigtigt skridt i den grønne retning ved at genindføre brugen af flergangslårremme under operationer.
Lårremmene bruges til at placere og fiksere patienter under operationer, og inden skriftet brugte afdelingen engangslårremme, som blev smidt ud efter hver patient – et stort spild af både ressourcer, penge og CO2.
Med målet om at reducere afdelingens CO2-aftryk og mindske spild gik afdelingens ”grønne team” i gang med at undersøge, hvad det ville kræve at genindføre flergangslårremme, som også tidligere har været benyttet.
Efter grundig vurdering og samarbejde med hygiejneafdelingen og afdelingsledelsen var vurderingen, at flergangslårremmene kunne opfylde de nødvendige hygiejnestandarder og dermed indgå som en fast del af proceduren.
Dette skift har ikke kun reduceret spild og ressourcer, men også medført en besparelse på cirka 1.250 engangslårremme årligt og dermed næsten 18.000 kroner.