Gå til indhold

Klimaregnskab Region Sjælland

Se kontaktoplysninger
Region Sjælland udarbejder løbende klimaregnskaber over CO2e-udledning internt og geografisk, der bruges til at følge og målrette regionens klimaindsats.
På det kommende Sjællands Universitetshospital er der solceller på alle tagene.

Klimaregnskab 2023 

I Klimaregnskab 2023 for virksomheden Region Sjælland kan man læse, at den samlede udledning af drivhusgasser er 290.339 tons CO2e. Til sammenligning var udledningen i 2019 på 295.000 tons CO2e.

Dette betyder, at Region Sjælland har reduceret sin CO2e-udledning med ca. 2%, svarende til 4.661 tons, fra 2019 til 2023. Denne reduktion er sket, selvom regionens sundhedsaktivitet er steget – antallet af ambulante behandlinger er steget med 11%, og antallet af indlæggelser er steget med 3% i samme periode.

Hovedpunkter fra Klimaregnskab 2023

  • CO2-udledningen er reduceret med 4.661 tons siden 2019 – en nedgang på 2%, selvom regionens sundhedsaktivitet er steget med 10%.
  • Udledning fra fyringsolie er reduceret med hele 97,5%.
  • CO2-udledningen fra indkøb er faldet med 10% siden 2019, selvom regionens aktivitetsniveau og forbrug er steget.
  • Udledning fra flyrejser er halveret fra 700 tons i 2019 til 338 tons i 2023.

Derudover har Region Sjælland også reduceret CO2e-udledningen fra sin køretøjsflåde, som er faldet fra 748 tons i 2019 til 481 tons i 2023. Dette er sket, selvom antallet af køretøjer er steget, fordi flere af bilerne nu er elbiler.

Klimaregnskabet 2023 er udarbejdet i henhold til den internationalt anerkendte Greenhouse Gas Protocol (GHG-Protokollen) og rapporterer CO2e-udledninger inden for fem hovedområder: varer, tjenesteydelser, transport, bygningsvedligeholdelse og energi.

Du kan læse Klimaregnskab 2023 via links herunder. Regnskabet findes i en kort udgave med overblik over de vigtigste resultater samt som den fulde rapport med detaljerede data.

Klimahandlingsplan

Region Sjællands nuværende Klimahandlingsplan 2023-2024 bygger på resultaterne fra klimaregnskabet for 2019. Klimaregnskabet 2023 viser, at regionen allerede er godt på vej til at nå flere af de strategiske mål:

  • Bæredygtig varme til bygninger: Målet er, at alle regionens bygninger skal have bæredygtig varme i 2025. Regionen er tæt på at have omstillet alle lokationer til opvarmning, der ikke anvender fossile brændstoffer.
  • Tjenestekørsel: Målet var at reducere antallet af kørte kilometer med 10% inden 2025. Allerede i 2023 har regionen opnået en reduktion på 12%.

Læs mere om Region Sjællands Klimahandlingsplan 2023-2024 her

Tidligere klimaregnskaber 

Herunder kan du downloade og læse Region Sjællands tidligere klimaregnskaber.

Kontakt

Adresse

Region Sjælland

Grøn omstilling og klima

Alléen 15

4180 Sorø

Åbningstider

Mandag – torsdag 8.00 - 15.30
Fredag 8.00 - 15.00.
Vi har åbent alle hverdage, undtagen hverdage mellem jul og nytår. Vi holder lukket alle helligdage og weekender.

Ring til os

Mandag - fredag: 9.00 - 15.00