Råstofplanlægning

Moderne samfund er helt afhængige af råstoffer til byggeri, infrastruktur og fremstilling af forbrugsgoder. I Region Sjælland indvindes hovedsageligt sand, grus og sten samt kalk og ler.

Der bruges råstoffer overalt i hverdagen. Sand, grus og sten anvender vi i store mængder til vejanlæg og byggeri, dels som fyld- og vejmaterialer, dels til fremstilling af beton, mørtel og asfalt.

Ler anvender vi i fremstillingen af mur- og teglsten samt til klinker, keramik og potter. Kalk og kridt anvendes i farve-, papir-, maling- og medicinalindustrien samt til fremstilling af jordbrugskalk, cement og mørtel. Herudover anvendes sand, grus, sten, ler, kalk til en lang række andre formål.

Se mere om hvad råstoffer anvendes til på billedet herunder.

Klik på dette link for at se billedet i stor størrelse

Sand, grus, sten: Kornstørrelse og bjergart er med til at bestemme kvaliteten og dermed hvad råstofferne kan anvendes til. Da kvaliteten af sand, grus og sten ofte er meget forskellig fra graveområde til graveområde, kan der være store forskelle på, hvilke råstofkvaliteter det er muligt at producere i den enkelte grav. Der er en ujævn fordeling af kvaliteterne i regionen, hvilket medfører transport over kortere eller længere afstande til andre dele af regionen eller hovedstadsområdet. Helt overordnet kan det siges, at der kræves kvalitetsmaterialer til produktion af stabilgrus, beton og asfalt.

Ler: Kvalitetsmateriale er normalt fed, stenfri ler uden kalkindhold. Forekomsten af denne type ler er begrænset, da den normalt kun findes inden for de øverste 1-1½ meter og anvendes til rødbrændt tegl. Ler med et kalkindhold forekommer mere rigeligt og anvendes til gulbrændt tegl.

Kridt/kalk: Kalkens hvidhed er afgørende for dets anvendelse i papirindustrien og f.eks. er en blød konsistens bestemmende for kridtets egnethed som jordbrugskalk.

En stor del af det tegl og beton, der indgår i bygninger der rives ned, genbruges. Det samme er tilfældet med asfaltmaterialer, fejesand, jernbaneskærver m.m. I Danmark genanvendes op imod 96 % af alt affald fra bygge- og anlægssektoren, men alligevel erstatter det kun ca. 11% af råstofforbruget. Der er imidlertid et stigende forbehold for genbrug af beton på grund af risikoen for, at betonen kan være forurenet med miljøfarlige stoffer, for eksempel PCB.

Undersøgelser peger endvidere på muligheden for, at en systematisk nyttiggørelse af fyldsand og lignende oprensningsmaterialer fra havne kan anvendes til kystsikring og derved reducere brugen af primære råstoffer. Overskudsjord fra bygge- og anlægsprojekter kan også erstatte primære råstoffer som sand og grus. Størstedelen af overskudsjorden deponeres i dag i støjvolde eller råstofgrave og bliver dermed ikke genanvendt, men omplaceret.

For at øge graden af genbrug og genanvendelse er der behov for en større indsats på nationalt plan, dels gennem lovgivning og myndighedernes indsats og dels gennem en indsats fra entreprenører, rådgivere og bygherrer.

Formålet med råstofplanen er at sikre mulighed for udnyttelse af råstoffer, samtidig med at der tages hensyn til naboer, natur- og miljøbeskyttelse, byudvikling og infrastrukturanlæg m.m.

Råstofplanen fastlægger de overordnede retningslinjer for råstofindvindingen på land, og fastlægger omfanget af graveområder og interesseområder. Råstofindvinding skal primært ske i graveområder, men interesseområder er reservationer for en eventuel, fremtidig indvinding.

Råstofplanen fastlægger rammerne for de gravetilladelser, der meddeles af regionen.

Råstofplanen gælder for en periode på mindst 12 år, jf. råstoflovens § 5 a, stk. 1. Det betyder at råstofplanens graveområder skal indeholde råstoffer til minimum 12 år.

Regionen skal dog hvert 4. år vurdere, om der er behov for en revision og eventuelt udarbejde en ny råstofplan. Der kan løbende udarbejdes tillæg til råstofplanen, hvis der er et behov for det.

Hvis det skønnes nødvendigt, kan regionen vælge at udlægge graveområder med råstoffer til mere end 12 års indvinding. Det kan f.eks. være behov for at imødegå det forhold, at ikke alle lodsejere i et graveområde ønsker indvinding, og at det viser sig, at der ikke vil kunne gives tilladelse til indvinding i hele graveområdet på grund af eksempelvis naturmæssige og landskabelige interesser.

Endvidere viser det sig i visse tilfælde, at råstofferne i graveområderne ikke har den forventede kvalitet, og derfor ikke kan anvendes. Derfor vil der i realiteten være indvinding til færre antal år end beregnet i udlagte graveområder.

Regionen udpeger graveområder i råstofplanen, men har ikke indflydelse på, om der søges om tilladelse til indvinding af råstoffer i graveområdet. Det er altid lodsejer som afgør, om der skal skal søges om tilladelse til at indvinde råstoffer på en ejendom. 

Regionen er råstofmyndighed og skal udarbejde råstofplanen, herunder fastlægge grave- og interesseområder samt overordnede retningslinjer for råstofindvindingen. Det er også regionen, der skal finde og kortlægge nye råstofforekomster.

Regionen har også ansvaret for at behandle ansøgninger om råstoftilladelse og føre tilsyn med råstofindvindingen. Regionens behandling sker med udgangspunkt i rammerne i råstofplanen.

Råstofindvinding har altid en større eller mindre indvirkning på miljøet. En miljøvurdering af råstofplanen, i form af en miljørapport, skal vurdere råstofplanens sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet.

Som en del af miljørapporten indgår miljøvurderinger af de enkelte nye grave- og interesseområder.

Ved miljøvurdering af det enkelte nye graveområde, foretages indledningsvis en screening for en lang række forskellige miljøparametre. I denne proces vurderes om den enkelte miljøparameter umiddelbart vil kunne blive påvirket af en råstofindvinding. F.eks. vurderes indvirkningen på mennesker (naboer), natur, landskab, kultur, grundvand, vandløb og så videre. De miljøparametre der på denne måde bliver udpeget, beskrives og vurderes herefter nærmere i miljørapporten. På den baggrund vurderes det om hele eller dele af graveområdet kan udlægges, og om udlægget kun kan ske under særlige forudsætninger. 

Et graveområde er et råstofholdigt område, hvor regionen ved udlægget af graveområdet i råstofplanen har foretaget en overordnet afvejning i forhold til alle øvrige interesser. I et graveområde går hensynet til råstofindvinding derfor som udgangspunkt forud for andre interesser. Graveområder skal som udgangspunkt friholdes for aktiviteter, der kan forhindre eller besværliggøre en senere råstofindvinding. Som altovervejende hovedregel skal råstofindvinding foregå inden for de udpegede graveområder.

Når en ansøgning om råstoftilladelse modtages, foretager regionen en konkret vurdering af de faktuelle forhold, herunder en afvejning i forhold til eksempelvis naboer, støv- og støjforhold, fortidsminder, natur, landskaber, trafikforhold m.v. På den baggrund opstilles der vilkår for indvindingen. Der kan dog være forhold der bevirker, at der ikke kan meddeles indvindingstilladelse inden for dele af et graveområde.

Indvindingen af råstoffer i et graveområde er afhængig af, at lodsejer selv er interesseret i, at der indvindes råstoffer.

De lokale graveområder er arealmæssigt af et mindre omfang og skal så vidt muligt understøtte den lokale forsyning samt minimere transporten af råstoffer. Råstofplanlægningen regulerer ikke konkret, hvor de indvundne råstoffer anvendes, så i praksis kan et lokalt graveområde godt medvirke til forsyningen uden for lokalområdet.

Roskilde, Sorø og Kalundborg Regionale Graveområder er arealmæssigt meget store graveområder med råstoffer af høj kvalitet, som er efterspurgt til blandt andet byggeri af veje og jernbaner. Ca. 85% af råstofindvindingen i regionen foregår i de tre regionale graveområder. De regionale graveområder skal også medvirke til at forsyne Region Hovedstaden med råstoffer, da der ikke findes råstoffer af den rette kvalitet og mængde i Region Hovedstaden i forhold til efterspørgslen.

Interesseområder fastlægger arealer i råstofplanen, hvor der ud fra en foreløbig vurdering forventes at kunne være råstoffer. Denne vurdering bygger på eksisterende data af meget forskellig art og kvalitet. Sandsynligheden for at finde råstoffer varierer derfor betydeligt fra interesseområde til interesseområde, ligesom afgrænsningen af eventuelle råstofforekomsters udbredelse er behæftet med usikkerhed. Derfor skal der i visse tilfælde foretages en detaljeret råstofkortlægning for at dokumentere og afgrænse en eventuel interessant råstofforekomst.

Inden for interesseområderne går hensynet til råstoffer forud for andre interesser, hvilket betyder, at der ikke må ske byudvikling, skovtilplantning eller anlægges andet, der kan hindre en fremtidig råstofindvinding, uden at regionen høres. Vigtige råstofressourcer bevares dermed tilgængelige for fremtidig udnyttelse.

Der foretages en afvejning i forhold til øvrige interesser ved udlægning af interesseområder. Regionen har eksempelvis ikke udlagt interesseområder der omfatter byområder, landsbyer, Natura 2000-områder og statsskove. En yderligere afvejning foretages i forbindelse med eventuelle planer om at udlægge området til et graveområde. 

Med rækkefølgeplanlægning søges indvindingen koncentreret på færrest mulige åbne grave. Herved kan der opnås en hurtigere færdiggravning og efterbehandling, så færrest muligt oplever langvarige gener af indvindingen. Det giver også større vished for hvornår, der skal graves og hvor. Det kan også være hensigtsmæssigt af hensyn til kommunal planlægning af eksempelvis byudvikling.

Gennem Råstoftilladelsens graveplan skal det til enhver tid åbne gravefelt begrænses mest muligt. Færdiggravede arealer skal løbende efterbehandles. 

Gennem råstofplanens retningslinjer er det endvidere muligt at lave regler om en etaperækkefølge i et graveområde, hvor indvindingen af næste etape ikke kan ske før en fastlagt procentdel af forrige etape, f.eks. 75 %, er efterbehandlet.

Rækkefølgeplanlægning kan også ske mere indirekte ved at begrænse antallet af nye graveområder i en råstofplan. Dermed vil indvindingen i eksisterende graveområder hurtigere kunne afsluttes. 

Der indvindes råstoffer på havet i form af sand og grus. Det er staten som er myndighed for indvinding af råstoffer på havet, herunder kortlægning af råstoffer samt tilladelser.

Fordelingen af råstofindvindingen mellem land og hav styres af markedskræfterne samt af, at der også på havet er en række natur- og miljømæssige forhold at tage hensyn til.

Råstofferne i undergrunden er ikke jævnt fordelt i regionen. Det er de geologiske forhold, der er afgørende for, om der findes en råstofforekomst af erhvervsmæssig interesse. Graveområder må placeres hvor der findes en råstofforekomst, og det er ikke ligeligt fordelt på kommunerne.

Kommunerne er efter loven bundet af råstofplanen i deres planlægning og administration, og kommuneplanerne må ikke være i strid med råstofplanen. Omvendt vil regionen ved udlægning af nye graveområder så vidt muligt tage hensyn til eksisterende kommuneplaner.

Råstofplanen får betydning for den enkelte borger, hvis man er nabo til eller lodsejer i et graveområde, da arealet først og fremmest er reserveret til råstofindvinding. Nærheden til et graveområde kan således medføre gener i form af støj, støv, øget trafik og lignende samt påvirke huspriserne negativt i området.

Grave- og interesseområder kan ikke udlægges til andre formål, der forhindrer eller vanskeliggør senere råstofindvinding. Ud fra en konkret anmodning, har regionen dog mulighed for at frigive grave- og interesseområder til andre formål end råstofindvinding.

Det er den enkelte lodsejer i et graveområde, der bestemmer om der skal indvindes råstoffer.

Råstofplanen er som udgangspunkt en erstatningsfri regulering. Lovgivningen giver ikke mulighed for, at der kan udbetales erstatning for gener eller økonomiske tab ved nærhed til et graveområde. 

De enkelte grave- og interesseområder kan ses i råstofplanen: 

Råstofplan 2020

Her er der også en beskrivelse af de enkelte graveområder, omfattende oplysninger om blandt andet arealstørrelse, forekomsttype (sand/grus, ler eller kalk), ressourcemængde og råstofgeologi.

Råstofindvinding, såvel over som under grundvandsspejlet, vurderes generelt ikke at udgøre en risiko for grundvandet. Råstofindvinding under grundvandsspejlet vil normalt kun medføre en lille og midlertidig lokal grundvandssænkning omkring grusgraven.

I forbindelse med selve indvindingen kan der være risiko for eksempelvis olie- og brændstofspild fra maskiner og brændstofoplag. I en indvindingstilladelse stiller regionen derfor vilkår om, at der løbende føres tilsyn med maskiner for eventuel oliespild, samt for hvordan brændstof skal opbevares, så det er sikkerhedsmæssigt og miljømæssigt forsvarligt.

Mens råstofindvindingen i sig selv ikke anses som en risiko for grundvandskvaliteten, kan der være risiko forbundet med arealanvendelsen, når råstofindvindingen er afsluttet. Særligt hvis der i forbindelse med råstofindvinding fjernes beskyttende lerlag, vil der være tale om en større sårbarhed og dermed større risiko for forurening af grundvandet. Det kan derfor være relevant, at regionen i råstoftilladelser stiller vilkår om, at der ikke må anvendes gødning eller pesticider på de efterbehandlede arealer.

Du kan læse mere i Danske Regioners publikation:

Du kan roligt drikke vandet - vi har tænkt os om!

Femern A/S opererer med, at råstofbehovet til projektet er på ca. 7 mio. m³, der langt overvejende forventes indvundet på havet.

Udover råstoffer til etableringen af selve sænketunnelen under Femern Bælt, skal de danske landanlæg forbedres forud for åbningen af Femern forbindelsen.

Det omfatter blandt andet udbygning af motorvejsnettet, etablering af dobbeltsporet jernbane, ny Storstrømsbro m.m. En stor del af råstofferne til disse projekter forventes at komme fra råstofgrave i regionen, omfattende i størrelsesorden 1-1½ mio. m³.