Energirenoveringer sætter fart på grøn omstilling: 625 tons CO2 sparet hvert år
MERE END 90 DAGE GAMMEL
tirsdag den 21. maj 2024
625 tons CO2, 5.998.000kWh energi og 5 millioner kroner på energiregningen. Sådan lyder Region Sjællands årlige besparelse, efter Kemp & Lauritzen har energirenoveret på blandt andet sygehusene i Næstved, Slagelse og Ringsted.
Her er der for eksempel blevet ombygget ventilationsanlæg, etableret solcelle- og køleanlæg, uskiftet pumper og ventilatorer – ligesom der er sat cirka 8.000 energirigtige lamper op og udskiftet mere end 350 vinduer.
Indeklimaet er forbedret markant
Energirenoveringen, der er forløbet over de seneste fem år, har desuden forbedret sygehusenes indeklima markant ved hjælp af køling, højere luftskifte og belysning med de mange nye vinduer.
Thomas Nordkvist Jensen, der er driftschef på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse fortæller, at energirenoveringen undervejs har været udfordret af coronapandemien. Desuden kan det være vanskeligt at lave gennemgribende ændringer på et sygehus i drift.
- Det tekniske afsnit har gjort en kæmpe indsats for at få projektet til at lykkes, og generelt har der været stor forståelse i klinikken, når det var nødvendigt at lukke ned og gå i vejen for at komme til at arbejde. Vi glæder os over, at arbejdet nu er gennemført, og at vi kan nyde frugten af indsatsen i form af lavere energiregninger, siger Thomas Nordkvist Jensen.
Vi har et ansvar som arbejdsplads
Energirenoveringerne er et vigtigt skridt på vejen til mere bæredygtige sygehuse i fremtiden, fortæller sygehusdirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, Niels Reichstein Larsen:
- Vi har et ansvar både som arbejdsplads, men også som mennesker for at nedbringe vores energiforbrug og CO2-udledning. Med energirenoveringerne på vores tre sygehuse har vi taget store skridt i den rigtige retning mod en grøn omstilling, og hver dag er vores medarbejdere med til at tage små skridt på vejen mod en mere bæredygtig arbejdsplads. Det er noget, vi er stolte af på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, siger sygehusdirektøren.
Stolte over sygehusenes resultater
Direktør for Teknikhuse i Kemp & Lauritzen, Thomas Gjørup glæder sig da også over samarbejdet og projektets markante besparelser, både når det gælder energiforbrug, CO2-udledning og kroner og ører.
- Region Sjælland har en fællesregional målsætning om, at sygehusenes energiforbrug skal være nedbragt med 50 procent i 2035 sammenlignet med 2022, og det er vi glade for at kunne hjælpe med. Grøn omstilling er lige præcis at energirenovere sygehuse, og det er vi rigtig stolte over at gøre til virkelighed sammen med Region Sjælland, siger Thomas Gjørup.
Fakta om Region Sjælland i forhold til projektet:
Energirenoveringerne på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse blev sat i gang for fem år siden. Der er investeret godt 100 millioner korner i energiforbedringerne, som skal betales tilbage med energibesparelsen over de næste 20 år.
I det såkaldte ESCO-projekt indgår en offentlig myndighed et samarbejde med en privat entreprenør, som planlægger og gennemfører en række energioptimerende renoveringer i bygningerne. Investeringen finansieres gennem de opnåede energibesparelser, som på den måde ”betaler” for energirenoveringen.