Færre håndledsoperationer – procedure fra SUH anbefales nu i hele landet
MERE END 90 DAGE GAMMEL
mandag den 18. marts 2024
Tidligere blev langt de fleste over 60 år opereret, hvis de havde et brud på håndleddet. I dag er det kun ganske få. I de fleste tilfælde er der nemlig ingen mærkbar forskel på gips og operation.
Det viser et projekt på Ortopædkirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital.
Fra februar 2019 til januar 2020 er afdelingen gået fra at operere 85 procent over 60 år til kun at operere 12 procent.
Behandlingen med gips giver en række gevinster for både patienter og sygehus.
- Langt de fleste af patienterne over 60 år foretrækker at undgå operationen – også selvom det kan tage lidt længere tid at komme sig med gips. Det er rigtigt positivt for patienterne at slippe for en unødvendig operation, og samtidig frigiver det plads på operationsgangen til andre patienter på ventelisten, der virkelig har brug for operation, fortæller afdelingslæge Dennis Winge Hallager, der understreger, at det i sidste ende er patientens beslutning, om vedkommende ønsker operation eller ej.
- Vi er nødt til at skrue på nogle knapper for at kunne gøre det vigtigste. Vi skal ikke nå mere. Vi skal nå det rigtige. Og det er det her et rigtig godt eksempel på, siger lægefaglig vicedirektør på Sjællands Universitetshospital Morten Ziebell.
Anbefales på landsplan
Med inspiration fra Sjællands Universitetshospital har Behandlingsrådet for nylig besluttet at anbefale regionerne at gipse håndledsbrud hos ældre over 60 år frem for operation.
Behandlingsrådet har regnet på, hvad man kan spare på at omlægge håndledsoperationerne til gips, og hvis der årligt kan omlægges cirka 1.000 operationer til gips, kan der spares i omegnen af ni millioner kroner hvert år.
Sjællands Universitetshospital behandler omkring 450 voksne med håndledsfrakturer om året.