Ny forskning: Medicin kan få PFAS hurtigere ud af kroppen
MERE END 90 DAGE GAMMEL
torsdag den 22. februar 2024
Forskerne fra Holbæk har som de første i verden lavet et klinisk forsøg, der viser, at medicin på tre måneder kan nedbringe mængden af PFAS i blodet med 60 pct. hos forsøgsdeltagerne - svarende til 20 gange hurtigere. Uden medicin tager det nemlig kroppen 3-4 år at udskille den samme mængde PFAS.
- Vi har vist, at det er muligt at udskille PFAS hurtigt, når man får denne medicin. Det er et vigtigt studie, selvom studiet kun er første brik i puslespillet til en mulig behandling. Målet med forskningen er at kunne give håb om behandling til de mennesker, der har været særligt udsat for PFAS, siger cheflæge Ann Lyngberg fra Arbejds- og Socialmedicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus, der har fået ideen til undersøgelsen og sammen med kolleger står bag forskningsprojektet.
Nu skal nye studier vise, om og hvordan resultaterne kan bruges i medicinsk behandling.
- Næste skridt, før medicinen kan anvendes i praksis, er yderligere studier, der skal undersøge den bedste dosis og behandlingsvarighed samt om medicinen kan begrænse helbredseffekterne af at have været udsat for PFAS. Vi skal derfor som det næste undersøge, i hvor høj grad behandlingen hjælper patienterne, så de har mindre risiko for at blive syge. Først når vi ved det, ved vi, om det giver mening at behandle med medicinen, siger Morten Lindhardt, forskningsansvarlig overlæge på Medicin 1 på Holbæk Sygehus.
Stor bekymring startede detektivarbejde
Startskuddet til forskningsprojektet gik i 2021, da der blev der fundet et meget højt niveau af PFAS i kød fra køer - og efterfølgende i blodet fra medlemmer - fra Korsør Kogræsser- og Naturplejeforening.
- Jeg fik mange spørgsmål fra bekymrede borgere fra foreningen, der ønskede svar på, hvordan man kunne få stofferne ud af kroppen. Jeg kunne ikke svare, og undersøgte derfor litteraturen på området. Her fandt jeg to mindre udenlandske studier, der viste, at det kolesterolsænkende middel Colestyramin kunne have en effekt på udskillelsen af PFAS, siger Ann Lyngberg.
Samarbejde banede vejen
For at hjælpe medlemmerne af Korsør Kogræsser- og Naturplejeforening tog Ann Lyngberg initiativ til, at Holbæk Sygehus, som de første i verden, skulle undersøge effekten af lægemidlet nærmere i et forskningsprojekt og kontaktede derfor Holbæk Sygehus’ medicinske afdeling, som er eksperter i klinisk forskning. Her deltog medlemmer af kogræsserforeningen som forsøgsdeltagere i projektet.
- Det er samarbejdet os forskere imellem, der har fået forsøget til at lykkes. Og så skylder vi alle vores forsøgsdeltagere en stor tak. Det er så vigtigt for den kliniske forskning, og afgørende for om vi bliver klogere, at nogen siger ja til at være med, siger Morten Lindhardt.
Glæder sig på borgernes vegne
Regionsrådsformand for Region Sjælland, Heino Knudsen, glæder sig over resultatet af forskningsprojektet. Ikke mindst på vegne af borgerne fra Korsør Kogræsser- og Naturplejeforening.
- Vi har en gruppe borgere her, som har gået i stor usikkerhed. Nu viser det sig, at deltagerne i forsøget har fået nedbragt mængden af PFAS i kroppen betragteligt. Det er meget glædeligt. Jeg er stolt over, at vores regions forskning bidrager til ny viden, så vi bedre kan hjælpe borgere, der har været udsat for store mængder PFAS. Samtidig arbejder vi naturligvis målrettet for både at kortlægge udbredelsen af PFAS i vores miljø og på at forhindre, at vi ser forureninger af det her omfang igen, siger Heino Knudsen.
Fakta om PFAS
- PFAS er en gruppe af kunstigt fremstillede fluorstoffer, som i mange år har været anvendt i industrien til fx regntøj, stegepander og brandskum. Stofferne ophobes i mennesker, dyr og miljøet og er svære at nedbryde. De er fundet i vandboringer, havskum, kød, kosmetik med mere.
- Befolkningsundersøgelser har vist, at PFAS påvirker helbredet – fx immunsystemet, kolesterol og risiko for nyrekræft. For den enkelte er risikoen lille, selv ved høje niveauer af PFAS; fx øger det kolesterol-niveauet i blodet med omkring 3% og risikoen for nyrekræft øges med 0,2-0,4%.
- Dansk forskning har vist, at mængden af PFAS i danskernes blod er faldet, så niveauet af de to stoffer PFOS og PFOA nu er ti gange lavere end for 20 år siden. Det viser, at regulering virker, men der er dog stadigt mange andre PFAS-stoffer i spil og mange steder er stadigt forurenet, så forskning om PFAS er stadigt vigtigt.
Fakta om forskningsprojektet
- Forsøget undersøgte, om det kendte kolesterolsænkende middel Colestyramin kunne øge udskillelsen af PFAS.
- 45 medlemmer af Korsør Kogræsser- og Naturplejeforening har deltaget i forskningsprojektet. Selve forsøget er foregået ved lodtrækning, hvor forsøgsdeltagerne blev delt i to grupper. Den ene gruppe startede med 12 ugers behandling med Colestyramin efterfulgt at 12 ugers observation, mens den anden gruppe startede med 12 ugers observation efterfulgt af 12 uger med Colestyramin. Udskillelsen af PFAS under behandlingsperioden blev dermed sammenlignet med 12 uger uden behandling. Syddansk Universitet har analyseret blodprøverne.
- Flere af forsøgsdeltagerne havde svært ved at gennemføre behandlingen grundet ubehagelige gener som fx forstoppelse, kvalme og mavepine, men der var ingen indlæggelseskrævende bivirkninger.
- Studiet viste, at niveauet af PFOS faldt med 63% i løbet af 12 ugers behandling, mens det kun faldt med 3% i kontrolperioden, altså et 60 % større fald, hvilket er markant. De øvrige undersøgte PFAS-stoffer faldt med mellem 15 og 60 % mere under behandlingen.
- Forskningsprojektet viste, at medicinen kan øge udskillelsen af PFAS markant. Der er stadigt behov for mere forskning, da vi ikke ved, om behandlingen nedsætter risikoen for sygdom efter udsættelse for PFAS. Det er vigtigt at få det afklaret, før medicinen kan anvendes i praksis.