Gå til indhold

Unik løsning sikrer rent drikkevand i Tune

Region Sjælland har lavet en samarbejdsaftale med Tune vandværk om at håndtere forureningen med PFAS i landsbyen Tune på Østsjælland. Løsningen sikrer, at 3.000 husstande også fremover kan få rent drikkevand.

For at sikre at vandet fortsat kan drikkes i Tune, indleder Region Sjælland nu et unikt samarbejde med vandværket i Tune.

Drikkevandet overholder drikkevandskriterierne, men indholdet af PFAS er højt sammenlignet med andre steder i regionen.

I det unikke samarbejde, vil regionen pumpe det forurenede grundvand op, så det ikke spreder sig, hvorefter Tune vandværk vil rense vandet og lede det ud til forbrugerne.

På den måde sikres det, at 3.000 husstande også fremover kan få rent drikkevand ud af hanen.

- Tune-området er ramt hårdt af PFAS, og derfor glæder det mig meget, at vi sammen med Tune vandværk har fundet en løsning, så forbrugerne i Tune fortsat kan få rent vand, udtaler formand for Udvalg for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø, Bruno Jerup.

 

Bedre og billigere

Mere traditionelle metoder var blevet dyrere for begge parter.

Regionen ville normalt rense det forurenede grundvand og lede det til et vandløb eller kommunalt renseanlæg.

I Tune nyttiggøres det rensede vand i stedet til et godt formål.

- Samarbejdsaftalen er et eksempel på, hvordan et tæt og godt samarbejde giver en bedre og billigere udnyttelse af ressourcerne. Det er win win for alle parter, udtaler næstformand i Udvalg for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø, Jette Leth Buhl.

Greve kommune, som Tune ligger i, har givet tilladelse til at rense vandet frem til 2031, og vandværkets rensningsanlæg forventes at være i drift i løbet af foråret 2024.

- PFAS er en stor udfordring for os. Flere af vores forsyningsboringer er ramt. Sammen med Region Sjælland har vi fundet en rigtig god løsning, så vi fortsat kan levere vand af god kvalitet til forbrugerne, udtaler driftsleder på Tune vandværk, Kurt Ardal Larsen.

 

To mio. kr. skal løse roden til problemet

Udvalgsformand Bruno Jerup understreger, at regionen samtidig arbejder på højtryk for at løse roden til problemet.

Til det arbejde har Regionsrådet ekstraordinært bevilget to millioner kroner, som er øremærket til indsatsen mod PFAS i Tune.

- Selvom forbrugerne nu sikres rent vand, så der behov for en indsats på den lange bane, hvor kilden til forureningen skal håndteres. Men det er en stor opgave, som tager flere år at løse. Med denne her samarbejdsaftale køber vi os lidt tid, siger Bruno Jerup.

Der er mange mulige kilder til PFAS-forureningen i Tune-området, og Region Sjælland er lige i nu fuld gang med at skabe overblik over kilderne, og vurdere hvordan de kan håndteres.