Gå til indhold

Åbent Hospital på Slagelse Sygehus for første gang med fokus på forebyggelse og samarbejde

For første gang er Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse en del af det nationale arrangement Åbent Hospital, som Danske Regioner står bag. Arrangementet finder sted på Slagelse Sygehus og der er lagt op til en spændende dag for besøgende.
Slagelse Sygehus, indgang 11
Medarbejdere på Slagelse Sygehus står klar til at fortælle om alt fra forebyggelse af blodpropper, brugen af MinSP, genoptræning og samarbejde med kommunerne. På forskellige stande kan man også få lagt gips på armen eller prøve onlinetræning.

Prøv onlinetræning for gigtpatienter, bliv klogere på forebyggelse af blodpropper eller hør om hvordan borgere inddrages i forskning. Det er blot nogle af de muligheder, der er for at få en spændende dag, når Slagelse Sygehus åbner dørene til Åbent Hospital lørdag 1. september kl. 10-13.

Temaet for dagen er ’Forebyggelse og samarbejde på tværs’ og det er der en helt særlig grund til, forklarer sygehusdirektør Niels Reichstein Larsen:
- Det er vores helt store fokus i dagligdagen, hvordan vi hjælper patienterne bedst muligt igennem et sygdomsforløb. Det kan for eksempel være ved hjælp af forebyggende træning, som i sidste ende måske kan forhindre, at man skal opereres. Men også vores samarbejde på tværs af både afdelinger og kommuner betyder, at patienter får bedre og mere sammenhængende behandlingsforløb, siger han.

Kommuner deltager også

Det betyder, at man som gæst blandt andet vil kunne høre mere om træning før operation, genoptræning, socialsygeplejerskernes arbejde, tidlig hjemmebehandling for familier med præmature børn, bæredygtighed og samarbejdet med Slagelse og Sorø Kommuner, som også deltager på dagen med både sundheds- og forebyggelseskonsulenter og en pårørendevejleder.


I den mere praktiske ende af programmet, kan man få hjælp til, hvordan man bruger MinSP og høre om, hvordan man kan blive bloddonor. Og så er der også mulighed for at møde de frivillige på Slagelse Sygehus, høre om grønne tiltag og bæredygtige løsninger – og sidst med ikke mindst at få lagt armen i gips eller se en ambulance indefra.


Så der er lidt for både store og små, unge som gamle, når Slagelse Sygehus byder indenfor til Åbent Hospital den 1. september kl. 10-13.
- Som programmet også afspejler, foregår der mange spændende ting på et sygehus, som vi gerne vil vise frem. Så vi håber, at mange vil kigge forbi og få et par gode timer i selskab med de medarbejdere, der stiller op og viser, hvad de arbejder med, slutter sygehusdirektør Niels Reichstein Larsen.

Klik på billedet her og se hvad der foregår på dagen: