Gå til indhold

Bliv vaccineret uden tidsbestilling

På Region Sjællands vaccinationscentre kan borgere i målgruppen nu blive vaccineret uden at have bestilt tid i forvejen. Man kan blot møde op i åbningstiden.
Kort over steder, det er muligt at blive vaccineret uden tidsbestilling
Vaccination uden tidsbestilling er kun muligt på de regionale vaccinationscentre. Tjek åbningstid og adresse, inden du tager afsted.

Region Sjælland gør det nu endnu nemmere at få en forebyggende vaccine mod covid-19 og influenza. Nu er det nemlig muligt at blive vaccineret uden først at have bestilt tid.

Muligheden gælder på Region Sjællands 11 vaccinationscentre, som ligger i Slagelse, Holbæk, Næstved, Nakskov, Stege, Kalundborg, Nykøbing Sjælland, Ringsted, Roskilde, Solrød og Nykøbing Falster. På regionens øvrige vaccinationssteder, som er drevet af Danske Lægers Vaccinations Service, skal der fortsat bookes tid.

Tjek åbningsdage og tidspunkter på forhånd

Som borger i målgruppen skal man blot møde op på vaccinationscenteret inden for åbningstiden. Borgerne anbefales på forhånd at tjekke op på åbningstidspunkter for det enkelte vaccinationscenter.

Det er muligt at se, hvornår vaccinationscentre har åbent på ’Danmarkskortet’ på Sundhedsstyrelsens hjemmeside:

Her kan du blive vaccineret mod influenza og covid-19 | Sundhedsstyrelsen

Det vil stadig være muligt at booke tid på forhånd. Borgere, som har booket tid i forvejen, vil som udgangspunkt blive vaccineret først.

Pop up-vaccinationscentre

Udover muligheden for at blive vaccineret uden tidsbestilling vil Region Sjælland i samarbejde med kommunerne også oprette flere midlertidige vaccinationssteder.

Også her skal borgere i målgruppen blot møde op for at blive vaccineret mod covid-19 og influenza. Der skal ikke bestilles tid på forhånd.

Den 25. november vaccineres i Korsør, Faxe og Stege. 

  • Korsør Kulturhus, Skolegade 1, 4220 Korsør, kl. 10-18
  • Faxe Sundhedscenter, Præstøvej 78, 4640 Faxe, kl. 10-18
  • Ulvsundcentret, Kornvej 40, 4780 Stege, kl. 10-18

Den 26. november vaccineres i Store Heddinge:

  • Kantinen på Stevnshøj, Stevnshøjvej 99, 4660 Store Heddinge, kl. 10-18

Den 27. november vaccineres i Jyllinge:

  • Kirkebjergvej 2, 4040 Jyllinge, kl. 10-18

Det er alle borgere over 65 år og en række borgere under 65 år, som gratis kan blive vaccineret gennem den offentlige vaccinationsindsats. Se alle målgrupperne her:

Personer med kronisk sygdom tilbydes vaccination mod influenza og covid-19 - Sundhedsstyrelsen

353.000 stik er givet

Vaccinationssæsonen løber i år fra 1. oktober og frem til og med 20. december. Her med knap en måned tilbage af vaccinationssæsonen er der givet i alt 353.000 stik i Region Sjælland.

  • 67% af borgerne over 65 år er nu vaccineret mod covid-19, mens 67,3% af borgerne over 65 år på nuværende tidspunkter er vaccineret mod influenza.
  • For målgruppen under 65 år er 17% af borgerne nu vaccineret mod covid-19, mens 23,4% af borgerne er vaccineret mod influenza.
  • Fokuserer man udelukkende på beboere på plejehjem, er 84,2% nu vaccineret mod covid-19, mens 84,6% er vaccineret mod influenza.