Genåbning af Østbanen og indvielse af Rødvig Station
onsdag den 30. oktober 2024
Efter halvandet års omfattende sporrenovering er det nu igen muligt at køre tog på hele Østbanen fra Køge til Rødvig og Faxe Ladeplads.
Samtidig har Rødvig fået en helt ny station, og det blev fejret med blandt andet jernbaneorkester og pandekager.
- Østbanen er ikke bare en praktisk transportmulighed, men en livsnerve, der binder vores region sammen og styrker vores lokalsamfund, udtaler Trine Birk Andersen, regionrådsformand i Region Sjælland.
Hun understreger også, hvordan banen gør det muligt for folk at bo og arbejde uden for storbyerne og samtidig have adgang til alt, hvad bylivet tilbyder.
Prioritering af lokalsamfund
Sporrenoveringen begyndte i sommeren 2023 og var færdig i begyndelsen af september i år. Region Sjælland har lagt store kræfter i at få finansieret renoveringen via statslige midler og et genudbud.
Christian Wedell-Neergaard, formand for Udvalget for Regional Udvikling, udtaler:
- Østbanen viser, at vi investerer i fremtiden for de mindre samfund uden for de større byer. Den symboliserer vores sammenhængskraft og vores forpligtelse til at skabe tilgængelighed og udvikling i hele regionen.
Fra december 2024 kommer der en ny køreplan på Østbanen, som sikrer flere afgange, kortere rejsetid og færre skift på dele af banen.
Og om få år bliver der desuden indsat grønne, batteritog med toilet, wifi og borde, hvilket adskiller sig markant fra mere almindelige lokaltog.
Fakta om Østbanen:
- Etableret i 1879.
- Kører fra Køge over Hårlev til henholdsvis Rødvig og Faxe Ladeplads.
- Transporterer omkring 1 million kunder om året.
- Betjener 15 stationer.
- I alt 50 kilometer lang.
- Drives af Lokaltog under Movia.