Læge får pris for sit arbejde med at skabe trygge fødsler
mandag den 11. november 2024
- En tryg fødsel er bare en kanon god start på forældreskabet. Så kommer man styrket ind i forældreskabet - noget af det mest komplicerede, udfordrende og glædesfyldte vi nogensinde kommer til at opleve i hele vores liv.
Ordene kommer fra Kamilla Groenemeijer Nielsen, fødselslæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Slagelse Sygehus. Overlægen har i årevis arbejdet med at sikre, at forældre fik så tryg og ukompliceret en fødsel som muligt - det seneste år på Slagelse Sygehus.
En god start på livet
Og det fik hun i fredags Årets Pris for fra fonden "En god start på livet" sammen med jordemoder Mie Hammershøi, som repræsenterede Hjemmefødselsordningen i Region Sjælland.
- Jeg er helt vildt beæret. Det er rigtig dejligt, siger Kamilla Groenemeijer Nielsen, der fik overrakt prisen af regionsrådsmedlem (V) i Region Sjælland og næstformand i Sundhedsudvalget i Danske Regioner, Dorthe Adelsbech.
Trygt team giver trygge forældre
Kamillas arbejde går blandt andet ud på at undervise læger og jordemødre i teamsamarbejde, så alle omkring en fødsel ved præcis, hvad de skal - og føler sig trygge.
- Når læger og jordemødre arbejder sammen som et ligeværdigt team, skaber det en faglig tryghed, som kan gøre parrene tryggere.
Og er medarbejderne og forældre trygge, kan det skabe tryggere børn. Og det kan også betyde færre indgreb som for eksempel kejsersnit, brug af sugekop eller ve-stimulerende drop.
Fald i antallet af kejsersnit
Efter et års ansættelse på Slagelse Sygehus, kan fødselslægens arbejde da også allerede aflæses i antallet af kejsersnit, der er faldet med tre procentpoint fra 2023 til 2024. Det betyder, at Slagelse Sygehus er rykket fra at have den næsthøjeste kejsersnitsfrekvens i 2023 til nu at have en af de laveste frekvenser på Sjælland og Fyn.
Det er blandt andet et fokus på kvinder, der før har haft en traumatisk fødselsoplevelse, der har påvirket udviklingen, så færre får kejsersnit.
- Det er de kvinder, der kommer og siger: Jeg kan ikke føde den her gang, fordi det var så traumatisk første gang - jeg er nødt til at have et kejsersnit. Jeg tør ikke andet. Dem har jeg fået lov til at snakke med sammen med et jordemoderteam - for at finde en løsning for dem, der gør at de kan føde vaginalt og føle sig trygge ved det.
Metoder er kendt i hele landet
Overlæge Kamilla Groenemeijer Nielsens arbejde er kendt landet over. For eksempel har hendes arbejde ført til, at 14 af 21 fødeafdelinger i Danmark har implementeret hendes måde at føde sædefødsler på, når et barn kommer ud med benene først.
Og hvad angår arbejdet med at skabe trygge, ukomplicerede fødsler arbejder hun også med at få udbredt den viden. Derfor er hun også glad for prisen, som sætter fokus på netop det arbejde:
- Mit mål er at sikre et ekstremt godt samarbejde mellem jordemødre og læger, at vi får reduceret vores indgreb og får så høj en tilfredshedsrate hos kvinderne som muligt.