Drømmer om samme muligheder for alle diabetespatienter

Ulighed i sundhed var dette års tema for Stenodagen, hvor diabetes- og børne- og ungeambulatorier i Region Sjælland var samlet til faglige oplæg og diskussioner.

Vi har spurgt to diabetessygeplejersker, hvor de møder ulighed i sundhed i deres hverdag, og hvad der skal til for at ændre på uligheden.

Hvordan møder du ulighed i sundhed som diabetessygeplejerske?

- Der er stor forskel på de tilbud diabetespatienter får. Patienter med type 1-diabetes bliver tilknyttet ambulatorierne på sygehusene, så snart de bliver diagnosticeret, mens patienter med type 2-diabetes først kommer ind, når de er rigtig syge.

- De patienter med type 2-diabetes, jeg møder i ambulatoriet, er ofte multisyge. De har hjertesvigt, nyre- og øjensygdomme og fodsår på grund af deres diabetes. De får ikke gået til deres egen læge, før det er for sent. Måske er der ikke en ”egen” læge, men et lægehus, hvor de ikke orker at sidde overfor en ny hver gang, ventetiderne er lange, eller de ved simpelthen ikke, hvor i sundhedsvæsnet, de skal gå hen. Har du problemer med øjnene, skal du til Roskilde, med nyrerne til Holbæk og så videre.  De ringer 112, når de ikke kan trække vejret mere og bliver genindlagt igen og igen.

Hvad skal der til for at mindske ulighed i sundhed?

- Min drøm er, at patienter med type 2-diabetes får samme muligheder som patienter med type 1-diabetes. At patienterne, når sygdommen opdages, kommer i et halvt års opstartsforløb på et diabetesambulatorium, hvor de bliver klædt på til at håndtere deres egen sygdom. Der er rigtig mange sundhedstilbud, som patienterne ikke bruger i dag, fordi de ikke ved, at de eksisterer. Hvis vi får patienterne ind i et tidligt forløb, kan vi måske lave om på det.

Hvor møder du ulighed i sundhed som diabetessygeplejerske?

- En stor del af mine patienter har behandlingsforløb på mange forskellige afdelinger og hospitaler, fordi de har flere sygdomme på én gang. Selv for patienter med meget overskud kan det være ekstremt stressende både at skulle huske sin behandling for KOL, hjertesvigt og nyresygdom og komme til fodterapeut med sine fodsår.
Det er ikke alle, der kan holde overblikket eller overskue det. De patienter bliver simpelthen tabt og får ikke altid den opfølgning, der er brug for. Især fordi vi bor i et område, hvor fåtallet har en fast praktiserende læge, som ellers ville samle trådene.

Hvad skal der til for at mindske ulighed i sundhed?

- Vores sundhedssystem har huller, som de svageste patienter falder i. Der er ikke en enkelt løsning. Måske er der muligheder i kommunerne for at hjælpe patienterne, som vi på diabetesambulatorierne ikke kender til og omvendt. Vores områder burde være flettet tættere sammen.

- Vi skal også turde at gå foran og tænke helt nyt. Måske har vores patienter med nerveskader og konstante smerter for eksempel gavn af akupunktur, som man tilbyder i andre lande. I Danmark kommer det an på, om du har økonomisk overskud til at kunne søge private alternative behandlingsformer.