Gå til indhold

NSR Tværfagligt Symposium 2025 blev et festfyrværkeri af vidensdeling

Flere hundrede medarbejdere deltog onsdag i det tværfaglige symposium på Slagelse Sygehus.
Symposium
Det summede af liv hele dagen i forhallen på Slagelse Sygehus.
Det summede af liv hele dagen i forhallen på Slagelse Sygehus.

Syv interne oplæg, to foredrag udefra og mere en 40 poster-udstillere på markedspladsen trak onsdag flere hundrede medarbejdere forbi forhallen og Kantinen ved Vandet på Slagelse Sygehus dagen igennem.

Her blev NSR Tværfagligt Symposium nemlig afholdt for andet år i træk.

Neuropsykolog Birgitte Hagemann fra Neurologisk sengeafsnit på Slagelse Sygehus var en af de mange medarbejdere, der kom forbi i løbet af dagen og hun kom primært for at høre professor Nazrin Asgaris oplæg om multimorbiditet:

- Jeg synes, at det var rigtig spændende.

Her foregår mega meget

Men Birgitte fik mere, end hun var kommet efter. For eksempel omkring bæredygtighed. Hun tog nemlig en tur rundt for at kigge på forskellige postere i forhallen og var meget begejstret:

- Dem jeg har set, er meget forskelligartede, og jeg synes, at det er spændende.  Her foregår mega meget forskning, som man ikke hører om.

Hele ideen omkring en faglig dag som Symposium, synes hun også godt om:

- Det er en fin ide, at man netop får bredden, i hvad der foregår af tiltag her, frem. For der foregår rigtig mange spændende ting på Slagelse Sygehus, sagde hun, inden hun skulle retur på stuegang i neurologisk sengeafsnit.

Vi er enormt stolte

Og det er netop også ideen bag den tværfaglige dag, som vicedirektør Anne Grethe Larsen bød velkommen til:

- Vidensdeling kan vi ikke få for meget af. Vi behøver ikke alle sammen opfinde den dybe tallerken, hvis nogen allerede har gjort det. Og det er det, der er vores mantra her på NSR og en del af vores strategi "sammen er vi bedst"  - at vi deler al den viden og de erfaringer, vi gør os rundt omkring med større eller mindre projekter. Og det er vi enormt stolte af.

Vicedirektøren nævnte det paradoksale i, at man førhen nogle gange først opdagede et spændende tiltag på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, når det blev præsenteret på en konference i for eksempel Amsterdam eller Stockholm.

- Så vi er virkelig stolte af at kunne præsentere dem for hinanden HER på NSR, sagde hun.

symposium
Ergoterapeutstuderende Stine Rehsø Stevnsbo Larsen og Natasja Thzomach Larsen synes NSR Symposium er et fedt tiltag.

Ergoterapeutstuderende Natasja Thzomach Larsen var da også overrasket over at kunne deltage i den type arrangement:

-Jeg havde ikke regnet med, at man lavede den slags på et sygehus. Men det er mega fedt, at man har den mulighed for at få noget ekstra viden. Og det har været spændende af få lidt forskellige perspektiver på livet på et sygehus, og hvor meget det egentlig indebærer, sagde hun.

Hendes medstuderende Stine Rehsø Stevnsbo Larsen var også med hele dagen:

-Jeg har helt sikkert fået noget ud af det, og jeg synes generelt bare, at det er et fedt tiltag - også at man kan gå rundt og læse.

Bedste poster og oplæg kåret

Hun ville dog gerne have delt dagen med de kolleger, der ikke havde tid grundet arbejde. De og alle andre kan dog se eller gense de mange interne oplæg. Det blev nemlig optaget som kommer til at ligge online på sygehusets Intra sammen med de mange flotte postere, der blev udstillet på dagen.

Sidst på dagen blev der kåret en vinder af bedste poster og bedste oplæg. Det var deltagerne, der gennem dagen havde stemt på, hvem de mente skulle vinde. Priserne blev overrakt af sygehusdirektør Niels Reichstein Larsen, der rundede dagen af.

symposium
Vinder af bedste oplæg gik til innovationskonsulent Isa Holmboe og sundhedsadministrativ leder Rikke Fog Nielsen fra Kirurgisk afdeling. De holdt sammen oplægget: Hvordan kan man benytte digitale forløbsguides? Vinder af bedste poster blev stand nr. 15 med posteren ”Da Ventelisten Forsvandt”, som de kliniske udviklingssygeplejerske Nadia Jniah Acili og Malene Bloch-Carlsen fra Afsnit for Hjertesygedomme præsenterede.