Gå til indhold

Samarbejde mellem Slagelse Sygehus og psykiatri skal nedbringe brugen af tvang

Et nyt samarbejde mellem Akutafdelingen på Slagelse Sygehus og psykiatrisk akutmodtagelse i Psykiatrien Vest skal være med til at nedbringe brugen af tvang, når paracetamol-forgiftede psykiatriske patienter skal behandles med modgift.
samarbejde med psykiatri
Malene Brogaard er en af de sygeplejersker i psykiatrien, der er blevet uddannet af Akutafdelingen til at behandle psykiatriske patienter med NAC-drop.

Kugledyner, sækkemøbler, beroligende musik og skovmotiver på væggene. Det er bare nogle af de ting, man kan finde på to næsten ens indrettede stuer - den ene i Akutafdelingen på Slagelse Sygehus og den anden i Psykiatrien i Slagelse.

Stuerne er resultatet af et projekt, der skal hjælpe psykiatriske patienter, der bliver indlagt akut med paracetamol-forgiftning.

Indlagt kortere tid i Akutafdelingen

Behandlingen starter altid i Akutafdelingen, hvor de nye omgivelser skal skabe mere tryghed, når behandlingen med modgift startes op (NAC-drop).

Normalt tager behandlingen minimum 20 timer i Akutafdelingen, og den kan i sjældne tilfælde tage helt op til 52 timer.

Men i projektet flyttes patienten over i Psykiatrien, så snart behandlingen er stabil. Og her står personalet klar til at færdiggøre behandlingen, som de er blevet uddannet til i Akutafdelingen, der fortsat har behandlingsansvaret.

Kendt personale og bedre tid

- Ved at få dem over til det personale, de ofte kender, som har tid og som bedre kan håndtere den psykiatriske del, håber vi at kunne nedbringe bruge af tvang, fortæller projektleder og sygeplejerske i psykiatrien Sussi Svare.

Bente Brodthagen Nielsen er sygeplejerske i Akutafdelingen og med i projektet. Og hun er glad for, at hun og kollegerne nu har bedre muligheder for at hjælpe psykiatriske patienter:

- Jeg er lykkelig for, at vi kan gøre noget godt for de her mennesker. Det er synd at de skal ligge 20 timer i en seng med klokker, der ringer, sirener fra ambulancer og et travlt personale, der måske ikke har tid til at sætte sig ned og snakke med dem. Det kan skabe uro og utryghed.

Uddannelse på tværs af somatik og psykiatri

De fleste sygeplejersker i Psykiatriens akutmodtagelse (PAM) er blevet uddannet af Akutafdelingen i at håndtere den sidste del af den somatiske behandling som foregår på Psykiatrisygehuset.

En af dem er Malene Brogaard og hun er meget begejstret for, at hun nu har kompetencerne til at kunne hjælpe patienterne tidligere og i mere trygge rammer.

- Det er en gruppe, jeg brænder rigtig meget for, og jeg synes, at det er vigtigt de kommer hurtigt herover. Og jeg tænker og håber, at vi kan udvide på sigt, siger hun.

Projektet skal evalueres om et halvt år og en del af det indebærer også, at Psykiatrien skal undervise personalet i Akutafdelingen i,  hvordan de bedst forstår og møder de psykiatriske patienter.

Det er heldigvis meget sjældent, at Akutafdelingen modtager psykiatriske patienter med paracetamol-forgiftning. Derfor bruges den ny stue også til andre patienter, som dermed også får glæde af de fine omgivelser.

Sussi Svare og Bente Brothagen
Projektleder og sygeplejerske i Psykiatrien Sussi Svare her sammen med Bente Brodthagen Nielsen, som er sygeplejerske i Akutafdelingen og med i projektet.