En kandidatliste, der har deltaget i regionsrådsvalget den 16. november 2021 i Region Sjælland, og som enten har opnået repræsentation i Regionsrådet eller har fået et antal stemmer efter nærmere angivne kriterier, har ret til tilskud fra regionen til kandidatlistens politiske arbejde i regionen.
Formålet med lov om økonomisk støtte til politiske partier m.v. (partistøtteloven) er at støtte politisk arbejde i Danmark - såvel på landsplan som regionalt og kommunalt.
Ved politisk arbejde forstås aktiviteter, der tager sigte på at fremme valg her i landet af en eller flere kandidater eller på at fremme et bestemt resultat af en folkeafstemning her i landet ved at udbrede kendskabet til bestemte politiske synspunkter, at etablere og drive organisationer, at samarbejde med andre organisationer eller på anden måde.
Kandidatlister, som har deltaget i regionsrådsvalget i Region Sjælland i 2021, og som enten har opnået repræsentation i regionsrådet eller har fået hvad der mindst svarer til 0,8/41 af samtlige gyldige stemmer ved valget, for Region Sjælland 8.413 stemmer, har ret til tilskud til kandidatlisternes politiske arbejde i regionen.
Tilskud til politisk arbejde udbetales for ét kalenderår ad gangen. Udbetaling af tilskud er betinget af, at den enkelte kandidatliste indsender en ansøgning om udbetaling af tilskud til regionsrådet i Region Sjælland. Ansøgningen skal blandt andet indeholde en erklæring om de udgifter, der påregnes anvendt til politisk arbejde i regionen i det kalenderår, tilskuddet vedrører. Ansøgning skal indgives i det år, som der søges om tilskud til politiske arbejde i.
Vær endvidere opmærksom på følgende:
- Der er indført forbud for kandidatlister mod at modtage anonyme bidrag over beløbsgrænsen på 20.000 kr. (2024: 23.600 kr.)
- Modtager en kandidatliste anonyme bidrag over beløbsgrænsen på 20.000 kr. (2024: 23.600 kr.), skal kandidatlisten returnere det modtagne beløb til bidragsyderen inden 30 dage fra modtagelsen. Bidrag, der ikke kan returneres til bidragsyderen inden 30 dage efter modtagelsen, skal inden for samme fristperiode overføres til Økonomi- og Indenrigsministeriets bankkonto: Reg. nr. 0216; kontonr. 4069167020.
- Kandidatlister, der ikke er berettiget til partistøtte eller ikke ansøger herom, men har modtaget et eller flere anonyme bidrag over beløbsgrænsen på 20.000 kr. (2024: 23.600 kr.), skal indsende en erklæring herom til regionsrådet.
- Udbetaling af partistøtte er betinget af, at kandidatlisten har indsendt en erklæring med oplysning om et eller flere private bidrag over beløbsgrænsen på 20.000 kr. (2024: 23.600 kr.), der er modtaget af kandidater, der opstiller for kandidatlisten til regionsrådsvalg.
- En kandidatliste skal på samme måde oplyse om den samlede størrelse af evt. anonyme bidrag, der er modtaget af de kandidater, som opstiller til regionsrådsvalg for kandidatlisten.
- Er tilskudsmodtageren (kandidatlisten) den regionale organisation for et parti, der pr. 1. august i det seneste regionale valgår var opstillingsberettiget til folketingsvalg, skal erklæringen fra kandidatlisten på samme måde indeholde oplysninger om private og anonyme bidrag, der er modtaget af kandidater, der opstiller for tilskudsmodtageren til folketingsvalg.
- Hvis en kandidat, der opstiller for tilskudsmodtageren (kandidatlisten) til regionsrådsvalg eller folketingsvalg, endvidere opstiller til kommunalbestyrelsesvalg for kandidatlisten, skal erklæringen fra kandidatlisten omfatte det eller de tilskud, som kandidaten har modtaget til brug for kommunalbestyrelsesvalget.
- De erklæringer om private og anonyme bidrag, som kandidatlisten indsender i forbindelse med ansøgning om partistøtte, vil blive offentliggjort på Region Sjællands hjemmeside.
Send venligst din ansøgning, så den overholder ”lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer”.
Det gør du sådan her:
1. Download skemaet til ansøgning om udbetaling af tilskud i 2024
2. Udfyld skemaet på computeren
3. Gem det og send det til os
Ansøgninger kan sendes digitalt:
Send ansøgningen sikkert med Digital Post via borger.dk (login med MitID)
Du kan også sende ansøgningen til: ledelse-komm@regionsjaelland.dk
Hvis du vil sende ansøgningen pr. brev:
Region Sjælland
att. Koncern Ledelse og Kommunikation
Alleen 15
4180 Sorø
Tilskud fra Region Sjælland til politisk arbejde udgør for året 2024 5,25 kr. pr. stemme.
Se bekendtgørelse om regulering af beløb i partiregnskabsloven og partistøtteloven i 2024:
Find bekendtgørelse om regulering af beløb på Retsinformation.dk
Til partier der ikke er berettiget eller ikke søger om partistøtte
Hvis den regionale kandidatliste ikke var opstillet til Regionalvalget, ikke er berettiget til eller ikke ansøger om regional partistøtte, eller hvis partiet ikke har en regionalkandidatliste, skal partiets kredsorganisationer og folketingskandidater i regionen som noget nyt pr. 1. januar 2024 selv indsende en erklæring til regionsrådet med oplysning om private og anonyme bidrag modtaget af kredsorganisationen henholdsvis kandidaten.
I 2024 skal der indberettes oplysninger om bidrag modtaget i 2023.
Partiets kredsorganisationer og folketingskandidater er alene forpligtet til at indberette oplysninger for de år, hvor organisationen henholdsvis kandidaten har modtaget et eller flere oplysningspligtige private og/eller anonyme bidrag. Oplysningerne skal indsendes i en erklæring inden udgangen af det efterfølgende kalenderår.
Kredsorganisationen skal indsende oplysningerne til den region, hvori kredsorganisationen er beliggende. Kandidaten skal indsende oplysningerne til den region, hvori storkredsen, som kandidaten opstillede indenfor, er beliggende.
Kredsorganisationen er i erklæringen forpligtet til at oplyse navn og adresse på bidragsydere, der i det foregående kalenderår sammenlagt har ydet bidrag over beløbsgrænsen til kredsorganisationen. Beløbsgrænsen reguleres årligt. (22.800 kr. i 2023).
Kredsorganisationen er i erklæringen forpligtet til at oplyse den samlede størrelse af eventuelle anonyme bidrag til kredsorganisationen samt den samlede størrelse af de beløb, der er returneret til bidragsyder henholdsvis overført til en konto hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Baggrunden for denne oplysningspligt er, at kredsorganisationer er omfattet af forbuddet mod at modtage anonyme bidrag over beløbsgrænsen (22.800 kr. i 2023).
Folketingskandidaten er i erklæringen forpligtet til at oplyse navn og adresse på bidragsydere, der i det foregående kalenderår sammenlagt har ydet bidrag over beløbsgrænsen til kandidaten. (22.800 kr. i 2023). Alle bidrag, som kandidaten har modtaget, herunder til brug for opstilling til regionalvalg eller kommunalvalg, skal fremgå af erklæringen.
Folketingskandidaten er i erklæringen forpligtet til at oplyse den samlede størrelse af eventuelle anonyme bidrag, der er modtaget af kandidaten. Kandidater er ikke omfattet af forbuddet mod at modtage anonyme bidrag.
Regionsrådet skal inden for en rimelig frist efter modtagelsen offentliggøre erklæringerne på regionens hjemmeside.
Den nye erklæring, der skal indsendes af folketingspartiernes kredsorganisationer og folketingskandidater, er strafbelagt.
Den, der afgiver urigtige eller mangelfulde oplysninger i en erklæring om private og anonyme bidrag eller undlader at indsende denne, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Indberetningspligten for de nye erklæringer ligger hos folketingspartiets kredsorganisationer og folketingskandidater. Der er dog ikke noget i vejen for, at den regionale partiorganisation – også i de kalenderår, hvor den regionale kandidatliste ikke ansøger om regional partistøtte – indsamler de lovpligtige erklæringer om indberetningspligtige bidrag fra partiets kredsorganisationer og folketingskandidater og indsender disse samlet til regionen.
Ligeledes kan kredsorganisationen, landsorganisationen eller andre af partiets organisationer forestå indsamling og indsendelse af de lovpligtige erklæringer fra både kredsorganisationerne og folketingskandidaterne i de år, hvor den regionale kandidatliste ikke ansøger om partistøtte. Opgaven kan også varetages af partiets revisor.
Ansvaret for, at erklæringerne – i de år, hvor den regionale kandidatliste ikke ansøger om regional partistøtte – bliver indberettet i overensstemmelse med partistøtteloven, og for erklæringernes rigtighed, ligger dog hos den enkelte kredsorganisation og kandidat.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet stiller formularer til brug for de nye erklæringer til rådighed for partiernes folketingskandidater og kredsorganisationer. Det er frivilligt at benytte formularerne.
Det vil fremgå af formularerne, hvilke oplysninger der skal afgives i forbindelse med indberetningen.
Formularerne vil blive lagt tilgængelig på siden her, når Indenrigs- og Sundhedsministeriet har offentliggjort formularerne.
Kontakt
Adresse
Region Sjælland
Koncern Ledelse og Kommunikation
Alléen 15
4180 Sorø
Ring til os
Koncern Ledelse og Kommunikation