Uddannelsesanalyse
Region Sjællands årlige uddannelsesanalyse bruges af regionens uddannelsesinstitutioner, kommuner, fagfolk og politikere til at sikre et fælles udgangspunkt for fremtidige initiativer.
Det gælder både ved nyoprettelse af uddannelser og udviklingsindsatser, som bidrager til mere uddannelse til flere borgere i Region Sjælland.
Uddannelsesanalyse 2024
Region Sjælland oplever en positiv udvikling med stigende beskæftigelse og tilflytning, men står samtidig overfor udfordringer på uddannelsesområdet, særligt blandt de unge.
Stigende beskæftigelse i regionen
I 2024 er beskæftigelsen i Region Sjælland steget, hvor 77% af borgerne i alderen 16-66 år nu er i arbejde – en stigning på 4% i forhold til året før. Samtidig er antallet af borgere på offentlig forsørgelse faldende. Regionen fremhæver, at en høj beskæftigelse er afgørende for den fortsatte vækst, og understøttes af gode uddannelsesmuligheder.
Udfordringer med uddannelsesniveauet blandt unge
Trods de positive tendenser på arbejdsmarkedet, er der fortsat udfordringer med unges uddannelsesniveau. 18% af børn og unge i Region Sjælland forlader grundskolen uden at opnå minimumskarakteren 02 i dansk og matematik. I halvdelen af regionens kommuner er andelen endda over 20%. Dette kan gøre det vanskeligt for mange at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse.
Stigning i ungdomsuddannelser
Selvom Region Sjælland stadig ligger under landsgennemsnittet for unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse som 25-årige, er der en positiv fremgang. Tallet er steget fra 72% til 73%, mens landsgennemsnittet ligger på 85%. Regionen arbejder fortsat på at sikre, at flere unge får en ungdomsuddannelse i samarbejde med uddannelsesinstitutioner, kommuner og erhvervslivet.
Opkvalificering blandt voksne
Årets analyse sætter fokus på opkvalificering af voksne via AMU-kurser. Antallet af kursister er steget med 6000 fra 2013-2023, og der er høj gennemførsel på kurserne. Mange af deltagerne oplever, at kurserne har givet dem nye kompetencer og øget selvtillid. Regionen understøtter denne udvikling og arbejder for, at alle borgere skal have adgang til uddannelse tæt på deres bopæl.
OBS: Opdatering af Uddannelsesanalyse 2024
Vi gør opmærksom på, at den nuværende version af Uddannelsesanalyse 2024, som kan downloades herunder, er en opdatering af et tidligere dokument. Årsagen er, at der blev opdaget en fejl i det oprindelige dokument.
Fejlen bestod i en forkert sammenkædning af kommunenavne og deres tilhørende statistikker i figur 2.5 på side 16. Tallene for kommunerne er korrekte, men de viste kommunenavne passede ikke til tallene.
Vi beklager fejlen og har nu rettet labels, så de stemmer overens med de korrekte kommuner.
Uddannelsesanalyse 2024 (pdf)
Tidligere års uddannelsesanalyser
Herunder kan du læse tidligere års analyser. Fra 2020 gik vi over til at navngive analyserne efter udgivelsesår. Derfor findes "Uddannelsesanalyse 2019" ikke.
Kontakt
Adresse
Region Sjælland
Regional Udvikling
Alléen 15
4180 Sorø
Åbningstider
Fredag 8.00 - 15.00.
Vi har åbent alle hverdage, undtagen hverdage mellem jul og nytår. Vi holder lukket alle helligdage og weekender.
Ring til os
Skriv til os
Opdateret torsdag den 28. nov. 2024