Sådan sætter du en afdelingsforside op (sygehus)
Overskrift og teaser
Overskriften skal kort og præcis vise afdelingen navn, som det står på skilte, indkaldelsesbreve og lignende. Overskriftens længden bør maksimalt være 50 tegn inklusive mellemrum.
Under overskriften skal du skrive en teasertekst, som er en kort introduktion til afdelingen. Teaserteksten skal maksimalt være på 155 tegn inklusive mellemrum og kort fortælle hvad brugeren kan finde på siden.
Overskriftens og teasertekstens længde skyldes, at søgemaskiner kun viser en begrænset del af indholdet. Hvis du skriver mere end det maksimale antal tegn, går det tabt i en søgemaskines visning.
Eksempel på en teasertekst i Umbracos back-end
Eksempel på en teasertekst på afdelingsforsiden
Undersidevisning
OBS: Hvis en af afdelingens underafdelinger kun har et link, skal du bruge en link-boks i stedet. Kontakt webteamet, hvis du er i tvivl.
Afdelingsforsidens primære indhold er modulet "Undersidevisning". Modulet viser afdelingens undersider frem inddelt efter emne. "Undersidevisning" er med til at give brugerne overblik over og nem adgang til jeres indhold med så få klik som muligt. Derfor skal modulet altid have "Vis links" slået til.
"Undersidevisning" kan også indeholde billeder som et understøttende element. Billeder skal kun være en sekundær prioritering, da de ikke hjælper brugerne med at navigere til det indhold de søger. Vi anbefaler ikke, du bruger billeder i "Undersidevisning".
Ændrer du i strukturen for din afdelings sider, skal du være opmærksom på om afdelingens undersidevisninger stadig bliver vist rigtigt.
Eksempel på modulet "Undersidevisning"
Kontaktmodul med visitkort
Kontaktmodulet skal vise kontaktoplysninger til afdelingen, ambulatorier eller afsnit ved hjælp af et visitkort. Du må ikke bruge kontaktmodulet uden et visitkort.
Visitkortet er til kontaktoplysninger for hele afdelinger, enheder eller lignende - ikke til enkeltpersoner eller ansvarlige for hjemmesidens indhold. I visitkortet kan du dog tilføje op til 3 telefonnumre. De kan bruges til at vise telefonnumre til specifikke personer/funktioner hos afdelingen/enheden. Det skal altid være tydeligt, hvilken person eller funktion, telefonnummeret tilhører.
Du skal kun lægge visitkort på sider, hvor det kan være relevant for brugeren at kontakte den ansvarlige enhed/afdeling - for eksempel ved spørgsmål til indholdet.
Opdateret tirsdag den 17. dec. 2024