Indholdsside: Sidens indhold
Sidehoved
Overskriften på en indholdsside bør være en kort og præcis angivelse af hvad siden handler om. Overskriften matcher typisk siden titel som du allerede har udfyldt, men den kan også være en lidt længere udgave af denne. Længden på overskriften må være maximalt 50 tegn inklusive mellemrum.
Overskriften understøttes af en teasertekst - en kort introduktion til sidens indhold, med afsæt i hvilke informationer/temaer der er de vigtigste. Teaserteksten skal være på maksimalt 155 tegn, inklusive mellemrum og beskrive kort hvilke (af de vigtigste) informationer brugeren kan forvente at finde på siden.
Overskriften og teasertekstens længde begrænsning, skyldes at søgemaskiner kun viser en begrænset del af indholdet. Tekst udover det maksimale antal tegn, vil derfor gå tabt i en søgemaskines visning.
Det gør sig derfor gældende for vores siders præsentation, når brugerne kommer fra søgemaskiner som for eksempel Google, hvor brugeren har søgt efter indhold, med relevans til din side.
Overskrift og teaser skal altid udfyldes.
Knappen 'Vis link til kontaktoplysninger', linker ned til kontaktmodulet, som ligger i sektionen 'Fuldbredde sideindhold'.
Funktionen skal give brugerne lettere adgang til kontaktinformationerne i bunden af siden.
Funktionen skal kun være slået til, hvis der ligger et kontaktmodul med visitkort på siden. Er der ikke brug for visitkort på siden, bør funktionen slås fra og kontaktmodulet slettes.
Sideindhold
Indhold på en indholdsside placeres i det modul der hedder Artikel indhold.
Her kan du placere dit indhold i moduler til henholdsvis tekst, billeder, video, accordions eller delt indhold.
Det primære indhold på indholdssider er tekst. Tekster bør skrives med brugeren for øje, kort og forståeligt, og med hurtig adgang til de vigtigste informationer – gerne i den øverste del af siden.
Overskrifter og mellemoverskrifter/afsnitsoverskrifter gør det nemmere for brugeren at finde den information de søger. Overskrifter og mellemoverskrifter bør formateres som H2, H3, H4 eller H5, hvor H2 er den største overskrift på en side (udover sidens titel/hovedoverskrift som altid som standard er H1) og H5 er den mindste.
Det er ikke altid, at du har brug for alle niveauer af overskrifter i en tekst, men det er vigtigt at anvende dem, der er relevante. Udover at fremhæve overskriften visuelt, læses de formaterede overskrifter også af søgemaskiner som Google, som bruger disse til at finde struktur i dit indhold.
Der kan også anvendes punktopstillinger til at give hurtigt overblik over korte, konkrete informationer, som for eksempel lister, nummererede trin eller lign. Alt dette, gør det lettere for brugeren at overskue indholdet.
Når du indsætter tekst er det vigtigt at du indsætter ren tekst uden formatering.
Indholdssider kan også indeholde billeder, som er et understøttende element til de informationer, som findes i teksten.
Billeder bør tydeligt kunne kobles til teksten, for at det giver mening for brugeren, og billeder bør ikke skubbe vigtige informationer langt ned på siden.
Billeder bør desuden forsynes med en alt-tekst, som forklarer hvad der er på billedet. Alt-teksten sikrer, at vores website er tilgængeligt for brugere, for eksempel med et synshandicap, der kan få teksten læst op, hvis de ikke kan se billedet.
Nye billeder kan uploades til mediearkivet direkte i modulet eller der kan vælges fra eksisterende billeder i mediearkivet.
Læs mere om brug af billeder, guidelines og samtykkeindhentning her.
Indholdssider kan også indeholde video. Videoen lægges på ved hjælp af en embed-kode fra 23video.
Indhold kan placeres i accordions, som gør det nemt at sortere mindre mængder indhold, under specifikke overskrifter, hvor svaret kan foldes ud. Som for eksempel i en FAQ (Spørgsmål og svar).
Indholdssider kan også indeholde delt indhold. Delt indhold er indhold som ligger på en central placering og kan vises flere steder på tværs af hele hjemmesiden/flere hjemmesider.
Insætter du modulet 'delt indhold' bliver du bedt om at pege på det stykke indhold du gerne vil have vist på siden.
Delt indhold kan kun indsættes/fjernes fra modulet 'Delt indhold', ikke oprettes, redigeres i eller slettes helt. Dette skal gøres på dets centrale placering.
Fuldbredde sideindhold
Modulet 'kontakt' bruges til visning af kontaktoplysninger. Det kan være kontaktoplysninger til fx en afdeling på et sygehus eller til en enhed, som er ansvarlig for informationerne på siden.
I kontaktmodulet vælges et visitkort som styrer hvilke kontaktinformationer der bliver vist på siden.
Kontaktmodulet er altså beregnet til kontaktoplysninger på hele afdelinger/enheder eller teams, ikke til enkeltpersoner. I visitkortet er der dog mulighed for at tilføje op til 3 telefonnumre, og disse kan bruges til at vise telefonnumre til specifikke personer/funktioner indenfor den givne afdeling/enhed. Du bør dog sikre dig, at det fremgår klart, hvilken person/funktion det drejer sig om.
Kontakoplysninger bør lægges på sider, hvor det kan være relevant for brugeren, at tage kontakt til den ansvarlige enhed/afdeling, for eksempel ved spørgsmål til indholdet.
Kontaktoplysninger bruges ikke til at identificere en internt ansvarlig for sidens indhold.
Når du er færdig
Efter du har redigeret din side, skal du gemme siden i bunden af skærmen. Du har 2 valgmuligheder for at gemme:
- "Gem": Ændringerne er gemt som kladde og er ikke udgivet. Dine ændringer er ikke synlige på hjemmesiden.
- "Gem og udgiv": Ændringerne er gemt og er synlige på hjemmesiden.
Når du har gemt siden, kan du forhåndsvise siden. Det gør du ved at klikke på knappen "Preview" i bunden af skærmen.
Har du brug for hjælp til at publicere?
Se vejledningen til at publicere og afpublicere sider
Sådan ser elementerne ud
Mere information
Har du brug for mere information og vejledning, kan du finde uddybende informationer, retningslinjer og tips i vores indholdspolitik
Opdateret onsdag den 20. nov. 2024