Søg tilskud, hvis du transporterer dig selv
Hvis du selv sørger for transport til og fra sygehuset, kan du søge tilskud til at dække dine transportudgifter.
Du kan søge godtgørelse til transport til behandling på et sygehus, hvis du både:
- Bor i Region Sjælland
- Har været til behandling eller undersøgelse på regionens hospitaler.
Sådan søger du tilskud
Som borger i Region Sjælland, kan du søge tilskud til din transportudgifter i forbindelse med sygehusbehandling og -undersøgelse.
Foregik din behandling eller undersøgelse på regionens egne sygehuse, kan du ansøge om tilskud til kørsel her:
Bemærk at du skal logge ind med dit MitID.
Har du har været til undersøgelse eller behandling på andre sygehuse, skal du ansøge på den behandlende afdeling.
Har du ret til tilskud?
Udgiften på det billigste forsvarlige transportmiddel skal overstige den beløbsgrænse, som var gældende den dag, du modtog behandling.
Beløbsgrænsen for pensionister er i 2024 for en returrejse 48 kroner.
Udgiften på det billigste forsvarlige transportmiddel skal overstige den beløbsgrænse, som var gældende den dag, du modtog behandling.
Beløbsgrænsen er i 2024 for en returrejse 113 kroner.
Spørgsmål og svar om tilskud
Du kan først søge dagen efter dit besøg på sygehuset. Afdelingen, du har været på, skal have tid til at registrere dit besøg. Når det er sket, kan du søge kørselsgodtgørelse i ansøgningsportalen fra din mobiltelefon, tablet eller computer.
Søg kørselsgodtgørelse i ansøgningsportalen
Du skal bruge MitID for at logge ind. Her bliver du guidet igennem en række spørgsmål. Når du har svaret på spørgsmålene, har du søgt godtgørelse.
Hvis du har været til en scanning - for eksempel røntgenundersøgelse - kan der gå op til 14 dage, før du kan søge tilskud. Det skyldes at lægen først skal have svar på din scanning. Du kan søge om tilskud, når du har fået besked fra lægen.
OBS: Du kan ikke søge for flere besøg på én gang. Det betyder, du skal lave en ansøgning for hvert besøg på sygehuset.
I regionen kan du kun blive transporteret eller søge godtgørelse, hvis du skal til undersøgelse eller behandling på sygehuset.
Vi kan derfor ikke transportere eller godtgøre dig, når du skal til:
- Lægevagten
- Behandling i lægens private konsultation, også selvom den ligger på et sygehus
- Din praktiserende læge eller speciallæge, tandlæge eller fysioterapeut
- Genoptræning, også selvom den foregår på et sygehus.
Du kan kontakte din egen kommune for info om tilskud til disse.
Din godtgørelse kan højst være det samme som dine faktiske udgifter til kørsel til sygehuset.
Hvis du har ret til godtgørelse, regner vi prisen efter Rejseplanen. I beregningen tager vi højde for "billig"-dage. Det betyder, vi regner tilskuddet ud fra den billigst mulige billet på din rejsedag.
Hvis du har ret til kilometergodtgørelse, regner vi godtgørelsen ud fra den korteste (alternative) rute på Krak.
Hvis du har ret til kørselsgodtgørelse, sætter vi pengene ind på din NemKonto. Ellers får du en afgørelse i din e-Boks. Forvent en sagsbehandlingstid på cirka 2 uger.
Kontakt os, hvis du har brug for hjælp til den digitale ansøgningsportal:
Kan du ikke søge via ansøgningsportalen? Kontakt den afdeling, du skal behandles hos, hvis du for eksempel:
- Ikke har MitID
- Officielt er undtaget fra Digital Post på Borger.dk
Børn kan først søge digitalt, når de fylder 15 år. Indtil da er det forældrene eller anden værge, som skal søge på vegne af barnet.
Kontakt den afdeling, du skal behandles hos, hvis du vil søge om kørselsgodtgørelse til undersøgelse eller behandling i en anden region end Region Sjælland.
Kontakt dem, når du er der og udfyld en papirsansøgning.
Den behandlende afdeling sender din papiransøgning til os.
Fra vi modtager din papiransøgning, er der en sagsbehandlingstid på cirka 8 uger.
Hvis du gør brug af frit eller udvidet frit sygehusvalg, skal du selv sørge for transport.
Du kan dog søge tilskud til den del af udgiften, du ville have haft, hvis du ikke havde brugt frit eller udvidet frit sygehusvalg. Det kræver, at du har ret til godtgørelse.
Kontakt os, hvis du er i tvivl.
Kontakt
Adresse
Præhospitalt Center
Befordringsservice
Herlufvænge 14A
4700 Næstved
Ring til os
Tirsdag 8.00-15.00
Onsdag 8.00-12.00
Torsdag 8.00-15.00
Fredag 9.00-15.00
Lukket: 1. januar, Skærtorsdag, Langfredag, 2. Påskedag, 1. maj, Kristi Himmelfartsdag, 2. Pinsedag, Grundlovsdag samt 24., 25., 26. og 31. december.
Opdateret onsdag den 18. dec. 2024