Kørestol og amputation
En kørestol er for mange med benamputation et vigtigt hjælpemiddel og for nogle uundværligt. Den kan være nødvendig for at kunne komme rundt eller som supplement til en protese. Nogle bruger kun kørestolen ved problemer med protesen.
Det er vigtigt at huske, at dit behov kan ændre sig med tiden, både kort efter amputationen og senere. Derfor skal kørestolen tilpasses løbende, så den fungerer godt med dine andre hjælpemidler som protese, el scooter, bil eller krykker.
Den første kørestol
Denne type kørestol kan dog være tung og besværlig at tage med. Derfor vælger mange at anskaffe en lettere, sammenklappelig kørestol, som er nem at have i bilen og tage med på ture.
Er du kommet hjem efter amputationen med en kørestol som ikke passer til dig eller dit hjem, så anbefaler vi at du kontakter din visitator, kommunale fysioterapeut og/eller ergoterapeut.
Ramper
Kommunen kan bevilge midlertidige ramper, der gør det muligt for dig at komme ind og ud af dit hjem lige efter amputationen. De midlertidige ramper kan bruges hvis du har et enkelt trin ind til dit hjem og er ofte to skinner til hjulene, som nemt kan flyttes.
Har du flere trin ind til dit hjem, skal der bygges en permanent løsning og denne kan du søge din kommune om. Det er forskelligt hvornår kommunerne bevilger permanente ramper, så vi anbefaler at du tager kontakt til din egen kommune/visitator for at høre hvad der er gældende i din situation.
Mange vælger selv at anskaffe sig en passende rampe til deres hjem og her findes der flere løsninger/muligheder, søg evt. på ´kørestolsrampe´.
- Hvad skal du bruge kørestolen til?
- Skal du bruge den til små eller lange turer?
- Skal denne kunne foldes sammen og tages med i bilen?
- Hvis ja, skal du selv kunne gøre det eller har du hjælp til det?
- Kan du selv komme fra kørestolen og ind i en bil fx hvis du skal være passager?
- Skal du skubbes af nogen eller skal du selv få den fremad når du skal køre tur udenfor?
- Hvis du selv skal køre den, hvordan er din fysiske form? Har du brug for en elektrisk kørestol?
- Har du brug for at have den med i offentlig transport?
- Har du brug for at kunne tage fodstøtterne af og på?
- Hvilken støtte har du brug for til det amputerede ben?
- Hvis du selv skal køre den, har du så prøvet at køre op og ned ad små bakker/hældninger udenfor?
- Har du brug for at få installeret ramper, så du kan komme ud af dit hjem?
Læs mere om hvordan du ansøger om kørestol/hjælpemidler her:
Sidder du godt?
Det er vigtigt, at du sidder godt, især hvis du bruger kørestolen meget. Hvor meget du bruger kørestolen, påvirker, hvor mange ting du skal tænke over, når du vælger kørestol og vil sikre god siddekomfort.
Ved benamputation kan der være særlige ting, du bør være opmærksom på. Om du er amputeret på låret eller underbenet, kan påvirke din siddekomfort.
Bruger du kun kørestolen supplement, er der færre ting at tage højde for end hvis du bruger den dagligt.
Her er det vigtigt at tænke på, hvornår har du faktisk brug for den? Skal den med på tur, da du forventer at få brug for et hvil ved længere strækninger, så er det vigtigt at du nemt kan folde stolen sammen og tage den med. I de tilfælde er det vigtigt at tjekke vægten på stolen og mindre vigtigt hvilken pude den er udstyret med.
Har du fået en transportkørestol via din kommune og opfylder denne ikke dit behov, kan du overveje at anskaffe dig en lettere kørestol, som nemt kan foldes sammen og tages med i bilen.
Læs mere om transportkørestole:
Transportkørestole - guide om valg og brug - Hjælpemiddelbasen
Hvis du derhjemme og i hverdagen bruger protesen lige så meget som stolen, så er det vigtigt at stolen passer til dit hjem og de behov du har i hverdagen. Bredden på kørestolen kan være afgørende for om du kan komme rundt de steder du ønsker, så husk at tjek målene hjemme.
Har du brug for at tage stolen med dig ofte, så er vægt og muligheden for at klappe den sammen også vigtig.
Bruger du ofte stolen, når du har din protese på, så er der vigtigt du både med og uden protese sidder godt.
Er du lårbensamputeret og bruger protese, kan du risikere at sidde skævt på grund af protesens hylster. Sidder du ofte i kørestol og skævt pga. protesen, kan det med tiden give smerter i bækken og ryg. Måske har du brug for en ny eller bedre siddepude, eller hylstret skal tilpasses. Hvis du hviler protesen på en benstøtte, skal den være i rigtig højde – ellers kan det påvirke din siddekomfort.
Læs mere om de forskellige typer af siddepuder under ´Kørestolens ryg og pude´ på hjælpemiddelbasen:
Vedligehold din kørestol og mobilitet - guide om valg og brug - Hjælpemiddelbasen
Er du underbensamputeret, er det vigtigt, at kørestolen har en passende benstøtte – enten til det korte ben, hvis du ikke bruger protese, eller til protesebenet. Sidder du uden protese, bør du hvile stumpen på en vandret støtte. Hænger stumpen nedad, kan væske samle sig i benet, hvilket kan forstyrre sårheling, øge fantomsmerter og gøre det svært at få protesen på senere. Sidder du med protesen på en benstøtte, skal højden passe, så du kan sidde afslappet uden at bøje benet for meget.
HUSK at passe på dit gode/lange ben. Har man en benamputation og sidder i kørestol, kan man få til at vane at bruge det lange ben til at klappe benstøtten til protesen væk. Vær her opmærksom på skarpe kanter, så du ikke laver skader på dit gode ben.
Oplever du problemer med at sidde i din kørestol, så tal med din visitator, ergoterapeut, fysioterapeut og/eller din bandagist.
Bevæge dig det du kan!
På de dage hvor du sidder meget i kørestolen, er det vigtigt at du husker at bevæge dig det du kan – bevægelse er b.la. vigtig for dit kredsløb og din fordøjelse. Der findes mange muligheder for motion, også når du bruger en kørestol. Søg evt. på ´kørestols motion´ på Youtube, for at finde inspiration.
Bruger du kørestol som dit vigtigste hjælpemiddel i hverdagen? Så er det vigtigt, at stolen passer til dig, og at du sidder godt.
Det er vigtigt, at benstøtten til både det lange og korte ben (ved underbensamputation) er indstillet korrekt. Derudover bør du have en god siddepude, som fordeler vægten jævnt og forebygger siddesår.
Mange klarer sig med en transportkørestol. Men hvis du ikke sidder godt, eller hvis den ikke dækker dine behov, kan du have brug for en komfortkørestol. En komfortkørestol har fordele som muligheden for højere ryglæn, nakkestøtte og bløde armlæn. Dog er den tung at skubbe selv, så du har måske brug for hjælp til at blive kørt.
Vil du gerne kunne køre selv, men kan ikke skubbe kørestolen frem manuelt? Så kan en elektrisk kørestol være en god løsning. Den har mange muligheder for indstillinger og tilvalg.
Find flere tips og tricks på Hjælpemiddelbasen´s hjemmeside: Vedligehold din kørestol og mobilitet - guide om valg og brug - Hjælpemiddelbasen
Hvis du er afhængig af din kørestol, så er det vigtigt at tænke på hvordan du kommer rundt i dit hjem. Du kan med fordel fjerne alle tæpper og sikre at der ikke står ting i vejen. Har du behov for at kunne tage armlænet af, så du nemmere kan glide sidelæns over i en anden stol eller på wc´et, hvis det svigter med at stå på et ben eller du er dobbelt amputeret, så er det vigtigt at tale om det med din fysio- og/eller ergoterapeut.
Har du svært ved at lave små forflytninger, fx fra din kørestol til en almindelig stol, kan det være at du vil have gavn af et forflytningshjælpemiddel. Læs mere om muligheder på hjælpemiddelbasen her: Glidebrætter, glidestykker og drejepuder - guide om valg og brug - Hjælpemiddelbasen (hmi-basen.dk)
HUSK at bevæge dig!
Forebyg tryksår ved at skifte siddestilling så ofte som muligt – dette vil hjælpe med at fordele trykket forskelligt på din krop. Det kan i nogle tilfælde være gavnligt at anskaffe sig en trykaflastende siddepude.
Bevæg dig det du kan – bevægelse er b.la. vigtig for dit kredsløb og din fordøjelse. Der findes mange muligheder for motion, også når du bruger en kørestol. Søg evt. på ´kørestols motion´ på Youtube, for at finde inspiration.
Er du på arbejdsmarkedet og bruger kørestol, så er der særlige muligheder mht. hjælpemidler. En handicap konsulent i jobcentret kan vejlede dig herom og kan bevilge hjælpemidler, så du kan udføre dit arbejde (fx arbejdssko/protese og/eller tilpasning af arbejdspladsen.
Læs mere på Borger.dk:
Hjælpemidler til job, hvis du har handicap (borger.dk)
Fortrinsadgang til job, hvis du har handicap (borger.dk)
Og på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering´s hjemmeside:
Kontakt
Adresse
Holbæk sygehus
ViRSA
Forskningens Hus
Sofievej 13
4300 Holbæk
Ring til os
Opdateret onsdag den 27. nov. 2024