Almen praktiserende læge

Din egen læge tager sig af lægebehandlingen i dagtiden mellem kl. 8.00 og 16.00.
Mindst en gang om ugen afholder lægen konsultationer efter kl. 16.00. Nogle praktiserende læger afholder en eller flere gange om ugen åben konsultation uden tidsbestilling.
Har du uden for din egen læges åbningstid behov for lægehjælp, der ikke kan vente til din egen læge åbner igen, kan du kontakte lægevagten.
Din praktiserende læge kører sygebesøg, hvis du fysisk ikke er i stand til at møde op i klinikken. Det er din læge der vurderer, om du skal aflægges et sygebesøg.
Din almen læge opretter en journal, hvori han noterer oplysninger om din tilstand, den planlagte og udførte behandling m.v. Lægen er pligtig til at opbevare denne journal i mindst 10 år fra den seneste optegnelse.
Som patient har du ret til at læse din egen journal hos din læge. Det kaldes aktindsigt. Du kan få aktindsigt enten ved at du sammen med lægen læser journalen eller du kan bede om at få en kopi af journalen. Din læge kan opkræve et gebyr for at kopiere patientjournalen.
Borgere, som slet ikke eller kun i begrænset omfang taler dansk, har mulighed for at få tolkebistand i forbindelse med konsultation hos alment praktiserende læger og speciallæger.
Læs mere på borger.dk - Tolkning for patienter
Praksisplan for almen praksis i samarbejde med det regionale og kommunale sundhedsvæsen.
Valg af læge
På sundhed.dk kan du finde en oversigt over alle praktiserende læger. Her kan du også se hvem der har åben for nye patienter i nærheden af dig.
Du kan vælge ny læge på borger.dk eller via din kommunes hjemmeside. Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunens borgerservice.
Du kan altid frit vælge en læge, der har åbent for tilgang, uanset afstanden mellem din bopæl og lægeklinikken.
Det er gratis at skifte læge, hvis:
- din nuværende læge lukker sin praksis
- din nuværende læges praksis deles i flere
- du skifter læge i forbindelse med en flytning
- du bliver 15 år og ønsker at skifte læge.
Ellers koster det 40 kr. at skifte læge.
Hvis du har spørgsmål i forbindelse med skift af læge, skal du kontakte din kommune.
Nogle borgere får besked om, at de skal have ny læge, fordi deres nuværende læge stopper. I den situation sker én af to ting:
1. Du tildeles automatisk en ny læge
Dette sker, hvis:
- Din nuværende læge overdrager sin praksis til en anden læge.
- Region Sjælland finder en ny læge til din praksis.
Gratis valg af ny læge:
Du kan gratis vælge en anden læge i op til to måneder efter, at din tildelte læge er startet.
Eksempel: Hvis din nye læge starter 1. januar, kan du gratis skifte læge indtil 1. marts.
Bemærk: Du kan kun gratis vælge en anden læge, hvis du er blevet tildelt en ny læge – ikke hvis du selv har valgt en.
2. Du skal selv vælge en ny læge
Dette sker, hvis:
- Du er tilknyttet et lægehus med flere læger, og en af ejerne stopper uden at blive erstattet.
Lægehuset kan ikke beholde alle patienter, når der bliver færre læger. Når du skal vælge ny læge, kan vælge enten blive hos en af de tilbageværende læger i dit lægehus eller finde en ny læge.
Hvis du automatisk tildeles en ny læge
- Tre uger før din nye læge starter, sender vi et nyt sundhedskort med posten.
- Du kan gratis vælge en anden læge i op til to måneder efter, at den nye læge er startet.
Hvis du selv vælger en ny læge
- Du modtager et brev med information om, hvordan du vælger en ny læge.
- Du vælger selv en ny læge.
- Tre uger før din nye læge starter, sender vi et nyt sundhedskort med posten.
Udbudsklinikker er lægeklinikker drevet af private firmaer. En udbudsklinik indgår kontrakt med regionen for en periode, og skal minimum leve op til de samme krav som praktiserende læger.
Udbudsklinikkerne er bemandet med læger og klinikpersonale, der ansættes af det private firma, der driver klinikken.
En nærklinik er en lægepraksis drevet af Region Sjælland i de områder af regionen, hvor det er vanskeligt at tiltrække praktiserende læger.
Patienterne i nærklinikkerne er tilknyttet nærklinikken på samme måde, som de ville være hos andre praktiserende læger. Personalet i nærklikkerne er ansat af Region Sjælland.
Opdateret torsdag den 10. apr. 2025