Vores dialog med dig
Sådan bliver vores dialog bedre
I Region Sjælland gør vi alt for give dig en god service og behandling. Det gør vi blandt andet gennem dialogen med dig. Læs her, hvordan du selv kan gøre en forskel.
Spørg, hvis der er noget, du ikke forstår
Ved du, hvad du skal undersøges for, og hvordan din behandling skal forløbe? Det er vigtigt for at sikre et godt forløb. Derfor: Spørg, hvis du er i tvivl.
Tag gerne en pårørende med
Flere ører hører bedre og øger sandsynligheden for, at alle nuancer kommer med. Tag derfor gerne en pårørende med til samtaler. Skal du undersøges eller behandles, kan du også spørge, om du må tage en pårørende med her.
Fortæl os om din medicin og dine vaner
Tager du medicin i forvejen? Hvordan virker den? Hvor længe skal du tage den? Hvad er dine vaner med hensyn til rygning og alkohol? Er der noget, du ikke kan tåle eller er allergisk overfor? Fortæl os det – det kan have betydning for din behandling.
Fortæl om dine symptomer
Når du bliver undersøgt, så fortæl, hvilke symptomer du har. Fortæl, hvis der er arvelige sygdomme i din familie, og om du tidligere har fejlet noget.
Spørg, hvad du selv kan gøre, når du skal hjem
Spørg, hvordan behandlingen skal fortsætte, om der er noget, du skal være særligt opmærksom på eller selv skal gøre.
Fortæl, hvis der er særlige hensyn, vi skal tage
Er der andet, vi bør vide om dig. Er der for eksempel specielle hensyn i din religion eller kulturelle baggrund, som vi skal forsøge at tage højde for?
Husker du at stille spørgsmål?
Inden din samtale med din læge eller sygeplejerske er det vigtigt, at du forbereder dig, så du er sikker på, at du får svar på de spørgsmål, som er vigtige for dig.
Har du brug for hjælp til, hvad du kan spørge om?
Spørgeguiden "Godt du spør'" fra Region Sjælland kan hjælpe og motivere dig og dine pårørende med at få stillet spørgsmål, når du har samtaler med læger, sygeplejersker eller andre om dine undersøgelser og behandling.
Hent den gratis spørgeguide her
Eksempler på 5 gode spørgsmål:
- Der er noget, der bekymrer mig, skal jeg fortælle dig om det nu?
- Hvad kan jeg forvente, at undersøgelsen giver svar på?
- Hvilke risici er der ved behandlingen?
- Hvad er næste skridt i mit forløb?
- Er der noget, jeg ikke må gøre på grund af den behandling, jeg får eller har fået?
Spørgeguiden Godt du spør’ giver dig en række forslag til spørgsmål, du kan tilføje til din egen liste. Du kan også tilføje dine egne spørgsmål eller se, hvad andre brugere har spurgt om. Det hele kan du printe ud og medbringe til din samtale med din behandler.
Sådan passer du på dig selv
4 ting du kan gøre for at passe på dig selv – og derved mindske risikoen for, at der sker fejl:
- Stil spørgsmål. Spørg til du får svar, hvis der er noget, du er i tvivl eller bekymrer dig om.
- Gå med som pårørende. Sammen kan I bedre forstå og huske de informationer, I får.
- Hav tjek på din medicin. Lav en liste, så du sikrer dig, at lægen ved besked.
- Kend det næste skridt. Så kan du reagere, hvis der sker fejl og forsinkelser.
Opdateret tirsdag den 17. okt. 2023