Maksimale ventetider ved kræft og visse hjertesygdomme
Der gælder særlige regler for, hvor længe du må vente på undersøgelser og behandling, hvis der er mistanke om kræft eller mistanke om bestemte hjertesygdomme, der skyldes åreforkalkning af hjertets kranspulsårer. Disse regler hedder maksimale ventetider og er patientrettigheder. De maksimale ventetider er forskellige, alt efter om der er tale om kræft- eller hjertesygdom.
Læs mere om maksimale ventetider på Sundhedsstyrelsens hjemmeside her.
Hvornår gælder reglerne om de maksimale ventetider ikke?
De maksimale ventetider gælder ikke, hvis:
- der er et fagligt hensyn til dit helbred, der gør, at undersøgelse eller behandling bør udskydes, fx hvis du også har en anden sygdom, som skal stabiliseres eller behandles først.
- du selv ønsker at udskyde din tid til undersøgelse eller behandling, har du ikke ret til en ny tid inden for de maksimale ventetider. Du skal dog tilbydes en ny tid hurtigst muligt.
- du har en kræftsygdom, der kræver transplantation af knoglemarv.
- du har hudkræft (med undtagelse af modermærkekræft).
Når sygehuset ikke kan overholde de maksimale ventetider
Hvis sygehuset ikke kan tilbyde dig en tid inden for de maksimale ventetider, skal sygehuset tilbyde dig henvisning til:
- et andet sygehus i regionen
- et sygehus i en anden region
- et privathospital.
Det er op til dig, om du vil gøre brug af tilbuddet om henvisning til et andet sygehus eller i stedet vil acceptere den ekstra ventetid.
Hvis der ikke findes et tilbud inden for de maksimale ventetider i Danmark, har du mulighed for at blive henvist til et sygehus i udlandet.
Pakkeforløb for kræft
De fleste former for kræft undersøges og behandles desuden i såkaldte pakkeforløb. Pakkeforløb er Sundhedsstyrelsens beskrivelse af et anbefalet forløb for undersøgelse og behandling af den pågældende kræftsygdom. Et pakkeforløb kan betragtes som en faglig rettesnor og er dermed ikke en lovbestemt patientrettighed.
Pakkeforløbet indeholder forløbstider for udvalgte dele af et standardforløb. Formålet med pakkeforløb er at sikre et koordineret forløb med klar information undervejs og uden unødig ventetid. Hensigten med undersøgelserne er at finde ud af, om du har kræft eller ej. Det er derfor ikke sikkert, at du har kræft, selvom du bliver henvist til et kræftpakkeforløb.
Læs mere om de forskellige kræftpakkeforløb på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og på Region Sjællands hjemmeside.
Hvis du er i tvivl
- Kontakt den afdeling, du er henvist til eller har et forløb hos.
- Kontakt en patientvejleder i Region Sjælland, som kan give dig uvildig vejledning om dine rettigheder som patient. Telefon 70155001
Opdateret mandag den 21. okt. 2024