Gå til indhold

Sygesikringsgruppe 1 og 2

Se kontaktoplysninger
Vælg mellem to sikringsgrupper, gruppe 1 og gruppe 2. På dit sundhedskort ser du, hvilken sikringsgruppe du er i. Flest borgere er i sikringsgruppe 1.

Sikringsgruppe 1

Sikrede i gruppe 1 er tilmeldt en praktiserende læge eller en lægepraksis med flere læger.

Hvis du er i gruppe 1, skal du have en henvisning fra din læge, når du skal have behandling hos speciallæge, fysioterapeut, fodterapeut og psykolog. Der kræves dog ikke henvisning til øre- og øjenlæge, tandplejer, tandlæge og kiropraktor.

Regionen betaler alle udgifter til behandling hos læge eller speciallæge. Du skal dog være opmærksom på, at lægen/speciallægen skal have en aftale med regionen. Nogle læger, som har en aftale, tilbyder også privat behandling. Den private behandling skal du selv betale for.

På borger.dk's liste kan du finde alle de praktiserende læger og speciallæger, som har en aftale med regionen.

Se borger.dk's liste over læger og speciallæger

Tilskud til medicin, tandlægehjælp, tandpleje, fysioterapi, fodterapi, kiropraktorhjælp og psykologhjælp bliver automatisk trukket fra regningen, før du betaler.

Sikringsgruppe 2

Sikrede i gruppe 2 kan frit vælge mellem alle læger og er ikke tilmeldt en fast, praktiserende læge.

Hvis du er i gruppe 2, kan du frit søge behandling hos læge, speciallæge, tandlæge, tandplejer og kiropraktor. Hvis du skal til fysioterapeut, fodterapeut eller psykolog, skal du stadig have en lægehenvisning.
Fodterapeuten eller psykologen skal have en aftale med regionen, for at du kan få tilskud.

Du får samme tilskud fra regionen, som en gruppe 1-sikret borger får til en tilsvarende behandling.

Vær opmærksom på, at du som gruppe 2-sikret kan få behandling på samme vilkår og med de samme begrænsninger som gruppe 1-sikret. Det betyder, at du kan få det samme antal behandlinger, som hvis du var i sikringsgruppe 1. Din praktiserende læge skal vurdere dit behov for behandling, hvis din speciallæge mener, at du har behov for flere behandlinger, end du normalt ville få som gruppe 1-sikret.

Læger, speciallæger, tandlæger, tandplejere og fysioterapeuter fastsætter selv størrelsen af honoraret for behandling. Hvis prisen på behandling overstiger tilskuddet fra regionen, skal du selv betale forskellen, når du er i sikringsgruppe 2.

Nogle steder bliver tilskuddet trukket fra regningen, og du skal selv betale den øvrige del af lægens honorar. Andre steder skal du først betale hele regningen og derefter få tilskuddet refunderet hos kommunen.

Ændring af sikringsgruppe

På www.borger.dk kan du skifte sygesikringsgruppe fra gruppe 1 til 2 eller omvendt. Det koster et gebyr at skifte sygesikringsgruppe, og du kan betale med Dankort over nettet.

Hvis du ønsker at skifte sikringsgruppe, træder virkningen i kraft 14 dage efter, at kommunen har modtaget din skriftlige anmodning. Fornyet gruppeskift kan tidligst finde sted 1 år herefter. ​

Kontakt

Adresse

Region Sjælland

Det Nære Sundhedsvæsen

Alléen 15

4180 Sorø